Luther var dybt optaget af spørgsmålet om sjælenes frelse og var dødsens angst for at blive forkastet af Gud.

Luther blev professor i bibelfortolkning ved Wittenberg universit og dermed forpligtet til at arbejde med de bibelske skrifter.

Under arbejdet med Davids salmer og Paulus's Romerbrev blev det ham efterhånden klart, at Guds retfærdighed, som Paulus beskæftiger sig så meget med, ikke er dømmende retfærdighed, men en handling fra Gud side, hvormed han skænker ”retfærdighed”/ frelse til det syndige menneske. Det forholder sig altså ikke sådan, som den katolske teologi hævdede, at Gud indgød sin nåde i mennesket, som dette kunne bygge videre på.

Luther mente, at Gud i sin kærlighed bøjer sig ned til det syndige menneske. Guds retfærdighed er Guds barmhjertighed – Luther siger så kraftigt, at mennesket frelses af troen alene, ikke gode gerninger. Og derfor er kirkens eneste opgave at forkynde dette budskab/evangelium om synderes frelse.

Hermed rettede Luther et grundskud mod hele det middelalderlige samfundssystem. Og i skrift efter skrift blev det nødvendigt for ham at udrede, hvorledes ”det offentlige” nu havde ret til at inddrage det ”overflødige” kirkegods, men samtidig påtage sig omsorgen for det sociale arbejde, undervisningsvæsenet og de dele af retssamfundet, som kirken hidtil havde behersket. Kirke og stat for sig, men oven over dem begge stod Gud, og derfor havde undersåtterne pligt til at være verdslig øvrighed lydig.

Til at begynde med troede Luther, at denne ”rette” forståelse af kristendommen ville udbredes af sig selv. Budskabet skulle nok virke ved egne kræfter. Men samtlige biskopper afviste ham.

 

I håndfæstningen som Christian den 2.'s efterfølger, Frederik den 1., skulle underskrive (1523), stod der direkte, at kongen skulle love aldrig at tillade nogen kætter, Luthers discipel eller andre at prædike og lære, lønligt eller åbenbart, imod den himmelske Gud, den helligste kirkes tro, den helligste fader, paven eller romerkirken. Dersom man fandt sådanne personer, skulle kongen lade dem straffe ved deres liv.

Året efter udsendte Rigsrådet en lignende højtidelig erklæring, hvor man udtrykte taknemmelighed over at Gud, ved Jomfru Maria, den himmelske kejserindes og Guds velsignede helgeners og Danmarks riges patroners forbøn og fortjeneste, havde befriet landet for den hårde og umilde tyran Christian den 2., og derfor lovede de nu, at de altid vil forblive lydige mod paven og vende sig hårdt og kristeligt imod Lutherske kættere, dersom de skulle dukke op i Danmark.

 

Det gjorde de ikke desto mindre!

Den førende kraft var Hans Tausen! – Johanniter munk fra Antvorskov, som under sine studierejser i Nederlandene og Tyskland til sidst var endt hos Luther i Wittenberg – hvor han blev overbevist evangelisk…

Efter hjemkomsten forkyndte han den nye kristendomsforståelse.( I 1526/27 sneg den Lutherske gift sig frem gennem Jylland.)

I 1526/27 blev konge og rigsråd enige om, at biskopper for fremtiden ikke skulle godkendes af paven, men blot af den danske ærkebiskop. Kongen forlangte desuden, at kommende biskopper skulle tolerere den Evangeliske bevægelse. Tilsyneladende blev det nu også officielt tilladt de Lutherske at danne deres egne menigheder, og de følgende 10 år blev en lang brydningstid mellem katolske og Lutherske. – Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark beretter dramatisk om bølleoptøjer, brudte løfter, tyverier og rå overfald på tiggermunkene i by efter by.

 

I bevarede skrifter står der: "Vi har af Guds ord, åbenbaret af Guds særlige nåde. At vi kender vor regel, som er Guds befaling og ord, og den skal vi under vor salighedsfortabelse rette os efter, om så alle verdens herrer, bisper, prælater, præster og munke er vrede og fortørnet. Det er vor frelse og den rette Guds ære og Kristne skik og Gudsdyrkelse, som vi beskæftiger os med… og i sandhed er en Kristelig prædiken bedre end 600 messer. – En fattig mand, dreng eller pige i lovsang Er bedre anset hos Gud, end mange præster. Råbende, uden ret Kristen tro, gudelighed og opmærksom".

 

Efter at København var blevet belejret og udsultet i næsten et år, kunne sejrherren Christian den 3. ride ind  i den slagne by i august 1536.

Således betød Reformationens gennemførelse både en ændring i Danmarks politiske system, idet kirken mistede den direkte politiske indflydelse, som den gennem bisperne havde haft i hele den Katolske middelalder - og den betød, at den romersk-katolske tro udskiftedes med den evangelisk-lutherske tro. – Man antager, at krongodset ved den lejlighed tredobledes.

 

De kendte prædikanter fra reformationskampens tid udarbejdede et udkast til en slags kirkelig grundlov, som blev sendt til godkendelse hos Luther i Wittenberg!

Gennem fire højtideligheder i 1537 markerede man i København reformationens gennemførelse. Kongeparret blev salvet og kronet i Vor Frue Kirke. Københavns universitet genopbyggedes med Wittenberg universitet som forbillede, en Luthersk læreanstalt, hvor det teologiske fakultet blev det vigtigste.

Hverken Luther eller de danske reformatorer ønskede andet end at indrette kirke og kristenliv, som de mente, det havde været meningen oprindeligt. Derfor rensede de alt det bort, som de betragtede som menneskepåfund, indført i løbet af middelalderen.

 

Christian den 3. og hans rådgivere havde den opfattelse, at kongen også skulle styre kirken. Det kom frem i Kroningsceremoniellet, i kongens indledning til kirkeordinansen og mange andre steder. Det var vist ikke helt det, Luther havde tænkt sig.

Nogle af grundtankerne i denne lov for en Luthersk kirke gælder stadig - bl.a det princip, at menighederne selv skal vælge deres præst. Og at kirken selv udpeger kandidater til bispeembeder. Også den korte indholdsbeskrivelse af forkyndelsens evangeliske indhold er stadig god at få forstand af. Selv om man nok må sige, at lovens bestemmelser om, at prædiken højst må vare en time, har mistet sin aktualitet nu.

Biskopperne skulle eksaminere de valgte præsteembeder, dvs. føre tilsyn med stiftets præsters lære og liv med provster som hjælp. I stifts-byen skulle der studeres teologi, prædikes og undervises kommende præster.

De første Lutherske biskopper blev indviet af Johan Bugenhagen, som ikke selv var bispeviet. Ved denne lejlighed blev således betonet, at man i den unge Lutherske kirke i Danmark ikke regnede med den romersk-katolske teori om, at biskopperne var kirkens grundvold, og at de gennem håndspålæggelse befandt sig i en ubrudt kæde i forbindelse med Peter og de første apostle og Jesus selv. Dette var et af de afgørende punkter i den såkaldte Porvoo-erklæring i 1995. – Nej, kirkens grundvold er evangeliet, biskopperne er evangeliets tjenere og tilsynsmænd i menigheden.

Ved bispeindvielsen, hvis ritual er trykt i kirkeordinansen, skulle også repræsentanter for lægfolket lægge hænderne på den nye biskop. Og det forklares omhyggeligt, hvad meningen med denne evangeliske håndspålæggelse er.

 

 

Til toppen

 

Kirkehistorie 3. del
 

Den evangelisk- Lutherske kirke er Den Danske Folkekirke!

Den 34 årige Peder Palludius (1503-1560), borgersøn fra Ribe, afsluttede seks års studier i Wittenberg med den teologiske doktorgrad, hvor Luther Melanchton og alle de andre berømtheder havde medvirket. Som biskop over Sjællands stift med bolig i København udfoldede han et virke, hvis betydning vanskeligt kan overvurderes. Han var myreflittig, fremragende administrator, dygtig pædagog, habil teolog og ejede en uforlignelig evne til at tale et sprog, som alle uden videre kunne forstå. Hen ved 80 skrifter, latinske til studenter og præster, danske til menighederne, forfattede han, rådgav og diskuterede med regeringen, rejste på visitatser i hver en ledig stund. Af lignende støbning var Hans Tausen (1494-1561), biskop i Ribe fra 1542. Navnlig hans oversættelse af Mosebøgerne – han var en af de få herhjemme, som kunne hebraisk – og hans store Postille med prædikener på dansk til hver eneste søn- og helligdag fik meget stor indflydelse. Det skyldes ikke mindst, at kongen tillod de præster som – af gode grunde – ikke selv kunne de Lutherske skrifter og derfor oplæste autoriserede prædikener fra prædikestolen.

Præsterne var forpligtede til at anskaffe sig og bygge på Luthers lille katekismus og en håndbog, som kan fortolke denne, og hans postille (prædikensamling) i hvilken han udlægger søndagenes evangelier og tilkendegiver, hvorledes evangeliet skal forklares, Melanchthons ”forsvarsskrift” (apologi) for sin berømte Augsburgske bekendelse, hans bog, som blev brugt ved visitatser i Sachsen, samt naturligvis Bibelen som er en kilde til al retsindig gudelighed.
Dette skulle være lærergrundlaget for den Lutherske kirke i Danmark, og det interessante er, at regeringen og de kirkelige ledere åbenbart bevidst valgte at ignorere de meningsforskelle, som bestod mellem Luther og Melanchton. I Danmark skulle man for fremtiden simpelthen bygge på den Wittenberske teologi, en forening af Luthers og Melachtons opfattelse.
Det ser da også ud til, at den teologi, som fremlægges i de mange skrifter, som vi har bevaret af brødrene Palladius, Hans Tausen og Niels Hemmingsen, bestæbte sig på i store træk at leve op til dette krav. Der var hos disse teologer en stærk syndsbevidsthed og glæde over frelsen af troen alene, men også en stærk understregning af, at kristenlivet skulle bestandig leves under bodens synsvinkel, den frejdige Lutherske glæde over frelsen. Og over hele jordelivet gik hånd i hånd hermed stadige opfordringer til syndsbekendelse, anger og omvendelse - for det menneske, som foragter Guds ord vil han evig forbande og fordømme med djævelen udi helvedes afgrund. Derfor er syndserkendelse og bøn den rette vej til Himmerigets dør.

Regeringen tålte i øvrigt ingen afvigelser i den fastslåede rette lære. Der indførtes streng censur, og det kunne være særdeles skæbnesvangert, dersom en teolog begyndte at udvikle særstandpunkter.
Talrige vidnesbyrd fra samtiden fortæller entydigt, at kongen var et dybt religiøst menneske i den Lutherske kristendomsforståelse og personligt stærkt interesseret i at udbrede dette budskab…

I den berømte Visitatsbog får vi et fint indblik i, hvordan Peder Palladius fortalte det undrende sjællandske bondefolk om alt dette. Uden brug af teologiske begreber eller fremmedord, men djærvt, oplagt humoristisk og mageløst pædagogisk giver biskoppen en gennemgang af den nye tro og dens betydning for menneskelivet. Han fortæller om kirkebygningen, gudstjenesten, nadveren, sognepræstens og degnens opgaver, helligdagene, fattigforsorgen og meget andet. Han lokker med løn i himlen, dersom de regelmæssigt går til gudstjeneste, og truer rask væk med, at djævelen vil sønderbryde din hals i helvedes afgrund, dersom man undlader det - ja, "Søg gerne til dit sognekirkehus, hvis du vil se Gud i Himmeriges hus, for hvis du ikke vil lytte til ham der, får du ham aldrig at se". Advarslen mod djævelen, som kan ødelægge afgrøder, friste mennesker til utugt, springe ind i mennesker og gøre dem til hekse og trolde, krydrer han med historier, som han har oplevet rundt omkring på Sjælland. Han afviser, ofte med de groveste udtryk, gamle katolske forestillinger, ikke mindst Mariadyrkelsen: "I plejede før af gammel munkevildfarelse at pladre Ave Maria, men det skal ophøre nu. Maria var et dødeligt menneske. Døden er mellem hende og os, så hun kan ikke høre, hvad I siger til hende. Men sønnen er almægtig, ham skal man bede til."
Han beskriver det evangeliske liv i dagligdagen, hvor man ved ploven og ved væven skal bede og synge Lutherske salmer, gerne feste af og til sammen med venner og bekendte og drikke et glas over tørsten, for djævelen sender os jo så mange onde stunder. – Men ved de lejligheder skal man for alt i verden undgå at afsynge de gamle katolske helgenviser. Han advarer bønderkarlene, der skal kunne katekismen udenad, og så i øvrigt lade være med at ”belokke og beligge” gode danske mænds døtre og undgå skøger i købstaden. Pigerne får lignende advarsler og opmuntringer, og forældre opfordres til at sætte begavede børn i skolen, give til de fattige, undlade at snyde præsten med tiende, og så huske at angive hekse, dersom de skulle dukke frem.

Biskoppens besøg i landsbykirken har været en oplevelse, man aldrig glemte. Ikke en adelig biskop med et fornemt optog, men en mand, som talte til dem af omsorg og kærlighed, en mand, som viste forståelse for bondens trælsomme slid, og som var glødende optaget af at udbrede det befriende budskab, ”Nu i evangeliets lyse dage” som han ofte udtrykte det.

I de enkelte sogne mærkes kirkeforandringen mest i præstens nye rolle og i gudstjenestens og de kirkelige handlingers forløb. Præsterne måtte nu gifte sig og stifte familie, og deres varetagelse af embedet og sjælesorgen blev en anden. Gudstjenesten skulle nu foregå på dansk, ikke latin, prædikenen og menighedens salmesang på modersmålet fik en central plads, og som noget nyt modtog menigheden nu også vinen i nadveren. Den Lutherske katekismus skulle gennemgås hver søndag, for den er, mente Palladius, "Den rette vej, sti og trappe til Himmeriget!"

Statsmagtens jernhårde greb om kirken øgedes stadig mere. Kontrollen med professorers, lærers og gejstliges meninger og livsførelse strammedes gennem censurbestemmelser og krav om attest fra det teologiske fakultet for at kunne få præstekald, og en forordning skulle hindre ikke-Lutherske menneskers adgang til riget (”Fremmed artiktiklerne” 1569).
Men folket skulle også gøres fromt, og da folket aldrig har været så fromt, som de verdslige eller øvrighederne har ønsket, skred man også her til tvang. Det kan være vanskeligt for os nu at sætte os ind i datidens tankegang. Christian d. 4. tog som valgsprog ”Fromhederne styrker rigerne”. Og han mente utvivlsomt om sig selv, at han var gudfrygtig og from. Han synes også livet igennem at have bevaret en enfoldig Luthersk barnetro, men ellers tog han temmelig afslappet på kristendommen, for slet ikke at tale om moralen. – Men det var da også først og fremmest undersåtternes fromhed, han tænkte på med det valgsprog, og det var der flere grunde til. Undersåtter, der levede i tro og bod, var lydige undersåtter. Enhed i kirken svarede til statens krav om ro og orden overalt i samfundet. Desuden fulgte kongen traditionen fra forgængerne, idet han var overbevist om, at det var hans kongelige pligt at drage omsorg for undersåtternes sjælelige vel. Dertil kom endelig, at det var tidens almindelige opfattelse, at rigernes velfærd simpelthen afhang af folkets gudsfrygt og rette moralske levned. Svigtede folket her, var man sikker på, at Gud ville straffe landet med dyrtid, sygdomme, misvækst, krige og andre ulykker.

Sammen med Sjællands biskop Hans Poulsen Resen gjorde kongen sig de allerstørste anstrengelser for at opdrage det danske folk og tvinge det til et liv i fromhed, anger og bod for at afvende eller formilde ”Guds retfærdige vredes ris”, tanker, som især optog kongen og biskoppen, efter at ulykkerne begyndte at vælte ind over landet, bl.a. på grund af kongens tåbelige udenrigspolitiske eventyr! Studenter fik ordre til at ydmyge sig ”under Guds vældige hånd” og afholde sig fra de sidste nye moder i klædedragter.

En kgl. forordning (1629) bestemte, at der i ethvert sogn skulle udnævnes et par gudfrygtige mænd, som kunne hjælpe præsten med at opretholde god moral og orden. De skulle afsløre og angive syndige mennesker, som f.eks. ægtefolk, som skændtes indbyrdes eller med børnene - folk, som forsømte gudstjenesten, var gerrige, holdt løsslupne selskaber, bandede, spillede, levede i hor og ødselhed. Straffen kunne være ”bandlysning ”, en alvorlig straf, hvor den pågældende blev udelukket fra kirken og frosset ud af det sociale fællesskab. Også byens gabestok kunne tages i brug, eller man kunne endog skride til landsforvisning. Året efter befalede kongen, at alle familiefædre dagligt skulle holde frivillige morgenandagter, hvor genstridige børn og tjenestefolk skulle tvinges til at deltage. Senere bestemtes det, at man kun kunne blive trolovet, dersom man kunne katekismen udenad, og præsterne fik befaling om at udlevere, til de verdslige myndigheder, navnene på tjenestefolk, som ikke kunne præstere dette, så de kunne blive tilbørligt straffet!
Man var overbevist om, at kongen selv var hævet højt over loven, og at hans indsats for folkets gudsfrygt simpelthen var nødvendig for rigets lykke.

Den teologiske professor Jesper Brochmann skrev den omfattende dogmatik i vor Lutherske kirke (Universæ Theologiæ Systema 1633), som han tilegnede Christian d. 4. og roste kongen, fordi han gennem hele sin regeringstid flittigt havde arbejdet på, at alle undersåtter ”skulle tænke og tale ens om Gud og de guddommelige ting”.
Men Ortodoksiens periode var ikke udelukkende statskirketvang og ensretning. Der udkommer på samme tid en lang række salmer og opbyggelige skrifter, som vidner om en ægte følt fromhed, en levende kristendom, som samler sig om inderlig, personlig gudsdyrkelse.

I Johann Arndts ”Sande Kristendom 1618” er frelsen i troen kun begyndelsen. Fuldendelsen fås først, når sjælen efter anger og askese svinger sig op til forening med Gud.

Ved Christian d.5. salvning 1671 kunne den teologiske professor Hans Wandal (siden 1668 biskop over Sjællands stift) forklarede, at kongen var Guds umiddelbare skabning og statholder i Guds eget rige: ”Kongen sidder på Guds trone på jorden i Guds sted” - Derfor tilkommer det naturligvis kongen at herske. I det mere end 1000 sider store værk ”Jus Regium (kongernes ret 1663-1672) fremførte Wandal nærmere på den mest lærde vis, hvorledes denne enevældige kongemagts guddommelige oprindelse gav kongen almagt over kirkens ydre forhold, medens den indre åndelige myndighed tilkom gejstligheden på Kristi vegne, så kirke- og undevisningsvæsen administreredes derfor fra regeringskontoret Danske Kancelli, og det forsatte helt til 1848.

I Danske lov (1683) samledes endelig hele lovgivningen, også kirkeretten, og her nævnes som det grundlag den danske kirke, hvilende på - foruden Bibelen - den Apostolske, den Nikænske og den Athanasianske trosbekendelser, den Augsburgske bekendelse (1530) i den oprindelige form og Luthers lille katekismus. Disse bekendelsesskrifter er stadig grundlaget for den Evangelisk-lutherske folkekirke (1849). Trangen til ensartethed og orden kom også til orde gennem udsendelsen af Danmarks og Norges kirkeritual (1685) med anvisningerne for gudstjeneste og kirkelige handlinger - og Alterbogen (1688) med kollekterne og teksterne samt ritualerne. Hele denne højtidelige manifestation af statens religiøse Lutherske grundlag kunne måske nok kaste lidt glans over kirken!

I samtiden omkring den fromme Christian den 3. mente man, at forskellige trosretninger inden for et lands grænser kun ville volde usikkerhed og religiøs og social uro.
For at sikre sig udsendte regeringen lidt senere de såkaldte fremmedartikler (1569), som kortfattet i 25 paragraffer fremstillede landets lutherske tro og i en barsk tone afviste katolicismen, gendøberne, calvinismen og jødedommen, uden at sidstnævnte dog udtrykkeligt nævnes ved navn. Ingen udlænding kunne få fast bosættelsestilladelse i Danmark, med mindre hun eller han kunne sværge på, at de tilsluttede sig disse artikler, og de lokale myndigheder skulle nøje overvåge, at det skete uden hykleri… For alle tilfældes skyld slog man også fast, at de muhamedanske sekter er adskilt og fremmede fra Guds kirke.
Her var man unægtelig i god tid. Hverken muslimer eller jøder havde på dette tidspunkt tænkt på at slå sig ned i Danmark.

Til toppen
Kirkehistorie 4. del

Kirkearkitektur gennem 900 år !

Siden det store kirkebyggeri i 1100 tallet har byggestilen ændret sig efter behov og mode- fra romansk kvaderstenskirker til funktionalistiske beton kapeller. Kun få kirkebygninger er dog bygget i helt ren stilart og endnu langt færre har bevaret deres oprindelige udseende helt til nu.

Romansk stil
Fjenneslev kirke mellem Ringsted og Sorø på Sjælland er bygget omkring 1160, formentlig af Asser Rig. Den lille, men forholdsvis høje romanske kirke er bygget af små, rå kløvede kampesten med kvadre af granit og Faksekalk samt kridtsten i vinduesfatningerne. Kirkerummet er tredelt med skib (hvor menigheden sidder og i katolsk tid stod), kor hvor alteret står, og endelig apsis den lille halvrunde tilbygning bagerst. Kirkerummet får lys gennem rundbuede vinduer, alt sammen typiske træk ved den romanske stil. Kirkens berømte tvillingetårne i vestsiden er tilbygget senere, men dog endnu i romansk tid. Det normale var, at den romanske kirke enten ikke havde tårn eller kun et. Den romanske stil dominerede i perioden 1000-ca 1200 og har først fået sit navn i 1800-tallet ud fra den iagttagelse, at den er inspireret af den gammelromerske arkitektur.

Gotisk stil
Ønslev kirke på Nordfalster blev bygget omkring 1300 og opført i munkesten. Kor og skib er bygget i tidlig gotisk stil, hvilket især ses tydeligt i østgavlens tre spidsbuede vinduer, hvorover en slank blændingsgavl fuldender indtrykket af bygningens opadstræben. Tårnet er først bygget til omkring 1500 og er typisk for sengotikken blev afsluttet med en kamtakket gavl med blændinger.
Den gotiske stil dominerede i perioden ca. 1200- ca. 1550. Den fik sit navn i den italienske renæssance, hvor man foragtede al middelalderlig arkitektur som skabt af de barbariske Goter.

Renæssance
Radsted kirke på Lolland er bygget og ombygget i flere omgange. Til skibet fra senromantisk tid knytter sig et gotisk langhus-kor og et oprindeligt gotisk tårn i den vestlige ende. Radsted kirke skylder dog i høj grad renæssancestilen sit nuværende udseende. 1616 lod fru Elisabeth Rosensparre et nord-kapel opføre, og 1621 blev et våbenhus i samme stil tilføjet, ligesom tårnet blev forhøjet og afsluttet med et stateligt lanternespir.
Nord-kapellet er opført af røde og sorte mursten på en høj sokkel af granitkvadre. I hjørnerne er der sandstenskvadre, som går op til gesimsens vandrette sandstensbånd. Bygningens fire renæssancegavle er ligeledes udsmykkede med elegant formede snoede ornamenter, volutter i sandsten. Det er typiske elementer som kendes fra den nederlandske renæssance med dens krav om både symmetri og dekoration, og som går igen i samtidens danske pragtbyggeri, f. eks Rosenborg og Frederiksborg slotte.
Renæssancestilen dominerede i perioden fra midten af 1500-tallet til midten af 16-tallet og har fået sit navn fra den forestilling om en renæssance, en genfødelse af antikken, der er knyttet til den italienske kultur fra 1300 tallet til 1500 tallet

Barok
Damsholte kirke på Møn er opført i den såkaldte rokokostil, der dominerede omkring midten af 1700-tallet. Rokoko er ikke en selvstændig stilart, men bør snare kaldes senbarok med vægt på barokkens dekorative sider. Damsholte kirke blev opført 1741-43 af arkitekt Philip de Lange. Den gulkalkede kirkebygning består af et skib, hvortil der i øst - og vest-enden knytter sig små femsidede udbygninger. Alle hjørnerne markeres af kvaderdelte pilastre, halvsøjler. På hver langside er der et svagt fremspringende midterparti, en såkaldt risalit, under en trekantet gavlfronton. Bygningen har overalt rundbuede vinduer. Pilastrene såvel som fremhævelsen af de centrale bygningspartier med profilerede rundbuede eller trekantede gavle. Vinduer og døre i fremtrædende indfatninger er karakteristiske for den beherskede barokstil, der prægede Danmark i de fattige årtier efter svenskekrigen i midten af 1600 tallet og står i skarp modsætning til f. eks den italienske og Tyske monumentale og ofte overlæssede bygningsværker. Barokken, herunder senbarokken og rokokoen, dominerede arkitekturen fra midten af 1600 tallet til omkring 1770 og har fået sit navn omkring 1800 som en nedsættende betegnelse for noget sært og bizart.

Nyklassicisme
Vor Frue kirke i København er opført 1811-29 under ledelse af Danmarks førende nyklassicistiske arkitekt C.F. Hansen. Kirkens ydre består af kor og skib bygget som en monumental blok, der understreges yderligere af, at de store murflader er pudset jævne med rød mørtel. I øst er tilføjet en halvrund apsis og i vest er det firkantede tårn indbygget. Hovedindgangen, som ses her, er i tårnets vest-side og består af en søjlegang der bærer en gavl. Den strenge tempelagtige stil kaldes nyklassicisme, fordi den opstod ud fra fornyet interesse for antikken, efter bl.a. de første udgravninger af Pompeji. Desuden var man inspireret af den franske revolutions opgør med aristokratiets tilbøjeligheder til ekstravagant luksus.
Nyklassicismen dominerede arkitekturen i slutningen af 17-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Indenfor sogne kirkebyggeriet var den dog lidet udbredt.

Historicisme
Paddesø kirke på Midtfyn er tegnet af arkitekt Haugsted og blev indviet 20. juni 1881. Den opført af maskinfremstillede røde mursten og bygget i korsform med spir. Som mange andre nyopførte kirker i slutningen af 1800 tallet, ikke mindst de mange nye købstads- og hovedstadskirker, der fulgte på urbaniseringen. – Paddesø kirkes stil kaldes historicisme, fordi arkitekten anvender og ofte blander tidligere tiders stilarter i sit bygningsværk.
Historicismen dominerede fra anden halvdel af 1800 tallet til omkring 1910-20.

Modernisme
Utterslev kirke i København er bygget i 1962-63. Kirken med dens malede mursten, skrånende tage, ovenlysvinduer, glatte indgangsfacade, simple tårn og smalle lysspalter i sidemurene er blot et af mange utraditionelle kirkebyggerier, som dukkede op sammen med funktionalismen fra omkring
1920erne, og som brød med den traditionelle forestilling om, at en kirke skulle se ud som en gammel dansk sognekirke. Kun korset ved siden af indgangen og klokketårnet signalerer bygningens formål. Kirken er forvandlet fra tempel til mødesal.

---

Til toppen

Køkkenet:
Danmarks største arbejdsplads!

Allerede den ældre stenalders jægere, der levede i Danmark tæt på den vigende isrand for over 1200 år siden, brugte ild, åbne bål til at stege kødet ved. Så snart menneskene blev nogenlunde fastboende ved nogle af de store moser for op mod 10.500 år siden, opstod et egentligt køkkenrum skærmet mod vind og vejr, firkantede hytter dannet af grene og tætnet med rør og med et underlag af barkflager til at isolere mod den våde jord. Oven på denne bark spredtes et lag sand, og bålet anlagdes direkte herpå.

I den såkaldte Ertebøllekultur var køkkenerne åbne, ofte runde stensatte ildsteder placeret direkte oven på køkkenmøddingerne. Fra Ertebølletiden kendes også de første lerpotter, og da der er påbrændt madrester i nogle af de fundne lerskåle, er det også givet, at gryden nu indgik i køkkenudstyret, i øvrigt sammen med grydeskeer af træ.

Først da landbruget kom til Danmark for hen ved 6.000 år siden, blev menneskene for alvor bofaste og ildstederne flyttet ind i husene. Der findes dog enkelte kogegruber, som blev den mest almindelige køkkenteknik i bronzealderen fra ca. 1.800-500 før vor tid, og fortsat benyttedes et stykke ind i middelalderen. Et grubehul graves i jorden og fores indvendig med sten, opvarmet i ild. Herpå lægges kød og grønsager indpakket i blade, og der dækkes over med opvarmede sten og græstørv.

Fra vikingetidens ringborge, som f.eks. Trelleborg, kendes den såkaldte langild, et stort centralt placeret ildsted, i den store hal med bænke omkring. Her har man stegt på spid og formentlig også grillstegt på riste… Fra samme periode kendes også de første ovne, så den daglige grød kunne suppleres med det første brød… Disse ovne er af en type, som holdt sig helt til begyndelsen af vort århundrede. En lerkuppel hvælvede sig over et lerklinet gulv. Ovnen opvarmedes ved et bål inde i selve ovnen, der fik lov at brænde ned til gløder, som derefter blev skrabet ud. I den opvarmede ovn bagte man derefter brød i store mængder.


Skorstenskøkkenet!

Først fra middelalderen kendes det adskilte køkkenrum, med ildsted indbygget i en muret skorsten, der foroven spidses til i en skorstenspibe. – Maden blev tilberedt over den åbne ild i skorstenshvælvets bund, mens man øverst i hvælvet hængte eller lagde kød og fisk til røgning.
Et vigtigt køkkenredskab var den trebenede potte i malm eller ler, som kunne stilles direkte over gløderne eller hænges op i malm eller ler, den kunne stilles over gløderne eller hænges op i sine hanke på køkkenkroge inde i skorstenen. Skulle man stege, brugte man stadig grillriste eller spid placeret i ildbukke. – Ifølge de skriftlige kilder er denne køkkenform kommet hertil sammen med klostrene, hvorfra skorstenskøkkentypen spredte sig til borge og herregårde og i middelalderens slutning til de større borgerhuse i byerne. På landet afløstes det åbne ildsted under en lyre (åbning i taget) først for alvor af skorstenskøkkenet i løbet af 1700-tallet – hvor udflytningen til nye grundmurede gårde tog fat med loboreformerne. Men hos husmænd og andre mindre velstillede landboer kunne det vare helt til slutningen af 1800-tallet, før hvert hus havde fået sin skorsten, som da nok så ofte blev kombineret med et nymodens brændekomfur.


Komfurkøkkenet!

Så meget køkkenet og madlavningen end havde udviklet sig siden de første jægeres bål, var den åbne ild dog vedblevet at være kernen, og en ændring indtraf først i løbet af 1800-tallet, hvor det jernstøbte brændekomfur rykkede ind, først i de store huse, siden i byhusene og endelig på landet. Komfuret var et industriprodukt, og det samme var de mange nye emaljerede gryder og pander, som man måtte anskaffe sig, hvis ikke maden skulle komme til at smage af jern. Lergryderne røg helt ud. De kunne ikke klare den koncentrerede komfurvarme.
Fordele og ulemper ved den nye køkkenteknik kunne vejes nogenlunde lige op. Den koncentrerede udnyttelse af brændet var vigtig i 1800-tallet, hvor Danmarks samlede skovareal var tre gange mindre end i dag.
For de fleste, som ikke til hverdag havde råd til at varme op i mere end et rum, blev køkkenet hermed det daglige opholdssted, og ved nyindretninger blev landkøkkenet derfor efterhånden et helt andet rum end før. Der blev udvidet med plads til et spisebord med voksdug og fik ferniseret trægulv. En af ulemperne ved komfurkøkkenet var, at lyset fra den åbne ild forsvandt, og at der i stedet måtte kunstig belysning til.
Bagsiden af medaljen var en tiltagende arbejdsmængde. På komfuret stod der altid opvarmet vand. Det ferniserede køkkengulv skulle holdes rent, og det samme skulle det meget porcelæn og emaljerede køkkengrej, der stod eller hang fremme på køkkenhylder, tallerkenrækker eller kroge. I køkkenet blev der nu oftest lavet et lille køkkenbord med vask, dog ofte uden kloakforbindelse. Vandet løb i stedet ned i en spand under vasken. – De fleste steder på landet skulle vand stadig bæres ind fra gårdpumpen - og fra køkkenet atter ud igen efter brug!

Bygas!                                                                                     Til toppen

Mens landhusmoderen gik mange daglige skridt mellem køkkenet, gårdpumpen, brændestablen, bryggerset, spisekammeret og kælderen, var køkkenet i de mange bylejligheder, der voksede op omkring århundredeskiftet, ganske små og havde kun plads til et lille spiseskab. Til gengæld måtte man spise i stuen, og spiseredskaber måtte bæres frem og tilbage mellem madlavning, spisning og opvask. Det typiske blåmalede køkken med blåemaljerede køkkensager, is- og høkasse til opbevaring og færdigkogning af retterne, er fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor de fleste lejligheder havde fået indlagt vand, og hvor bygassen kom til og udkonkurrerede brændekomfuret. Det emaljerede køkkentøj var et nyt fabriksprodukt fra 1890erne, mens bygassens storhedstid er 1920'erne og 1930'erne, hvor madlavningen foregik på løststående gasapparater, mens bagning enten kunne foregå ved at tage den gamle bageovn i brug eller ved køb af en lille gasovn. – Der var ganske vist opfundet både gaskomfurer i støbejern og fra 1930'erne også i hvid emalje, samt elkomfurer. Men enkelt-apparaterne til gas var absolut de mest udbredte, og sådan blev det ved at være, indtil bykøkkenerne endelig blev moderniserede fra 1970'erne og fremefter!

Elementkøkkenet!

Den næste køkkenrevolution startede på landet. Her var man allerede fra 1940'erne begyndt at løse det besværlige problem med opbevaring af kød og grønsager gennem bygning af andelsfrysehuse i landsbyen, som den enkelte kunne leje sig ind i. Og fra 1940'erne var man også begyndt at efterligne byernes udvikling med gasapparater efter flaskegassens fremkomst, men flertallet af landkøkkener havde f.eks. fortsat ikke indlagt vand.
Anført af agitationen fra landboforeningernes husholdningseksperter sprang man derfor i 1950'erne mange steder direkte til en total modernisering af de gamle landkøkkener. Sammen med indførelsen af vand og elkomfurer lagde man frøene til den moderne køkkenindustri, fordi man nu for første gang begyndte at skabe billigere køkkener gennem masseproduktion af skabselementer, baseret på spånpladen 1950'ernes nye produkt fra træindustrien.
Moderniseringen gik hånd i hånd med indkøb af stadigt flere elektriske vidundere fra 1960'ernes køleskabe over de store kummefrysere i landhusholdningen til den nyeste tids boom i opvaskemaskinen.

Livsstil!                                                           Til toppen

Selv om grundlaget er det samme, har det moderne elementkøkken allerede undergået en række modemæssige forandringer, siden det opstod. De første teaktræskøkkener med grønlige og brunlige fliser og tilsvarende kulører på ”hvidevarerne” blev omkring 1970 afløst af røde, brune og grønne laminater, og fra slutningen af 1970'erne satte den lyse bølge ind.
Et andet krav fra husholdningerne, som kom noget på tværs af planlæggernes oprindelige ideer om det rationelle køkken, var at det skulle indeholde spiseplads. I mange af 1970'ernes typehuse blev indrettet alrum, så køkkenet kom til at stå i åben forbindelse med resten af huset og udgøre den daglige opholds- og hyggeplads. Den rationelle arbejdsplads blev af forbrugerne søgt drejet til at blive familiens trygge arnested, og det krævede nye løsninger af køkkenarkitekterne.
Meget af den nye køkkenkultur har i virkeligheden rod i drømmen om gammeldages køkken. Grill – og spidstegning er igen kommet på mode, og det åbne alrumskøkken ligger tættere på gammel bondekultur, end det gør på de store borgerhuses køkkener, der var gemt væk - langt fra husets repræsentative stuer!

(læst i Danmarkshistoriens hvem, hvad, hvor)


Kogebøger!

I 1600-tallet var kokkefaget, ligesom den dag i dag, et mandefag. Dertil kom kokkedrenge og stegevendere, som drejede spiddene med de halve eller hele dyrekroppe, indtil de var stegt ordentligt.
I 1616 udkom en kogebog, indeholdende "ethundrede fornødne stykker om brygning, bagning, kogning, brændevin og mjød at tilberede…"
Den henvender sig først og fremmest til husmoderen, som stod for madlavningen i bonde og borgerhjem. Hun får besked på at holde gryder, potter, kedler, pander og andet redskab rene,  "Thi om nogen mad tilberedes og koges udi en skiden gryde eller potte, selv om det ikke var andet end blot søbekål, da får den straks en skiden og ond smag deraf. Skarn og hår og deslige skal holdes på et fad, mens den rene mad frembæres for godtfolk på et andet fad".

Hellere øl end vand!

Til retterne drak man øl eller både øl og vin, hvis man havde råd.
Vand drak man nødigt. Det var ofte, især i købstæderne, forgiftet. Der var ikke langt fra byens brønde til affald og lokumstømninger. Mælk, især gede- og fåremælk, blev drukket af fattigfolk på landet. Det hed f.eks., at manden kunne finde på at lade kone og børn søbe sur mælk, mens han selv gik på smugkro - eller drak stærkere sager med naboerne.
Det var øllet, der var den mest udbredte drik. Hver person, også børn, drak mellem 2 og 4 liter øl om dagen. De jævne husholdninger bryggede selv deres øl. – Det danske øl, selv det, der blev brygget i kongelig majestæts bryghus, var berygtet. Det var tyndt, pjasket og ildesmagende. Derfor drak man det sjældent uden tilsætning. – Kogebogen fra 1616 anbefaler lavendel, malurt, bynke, rosmarin, hjertensfryd, mynte, laurbær, angelikarod og andet. Vil man prøve at holde øllet frisk og ikke surt, forslår bogen, at man stopper en håndfuld humle eller ærter og et nylagt æg eller to i en tønde øl.

Intet øl var dog så godt som den tyske Rostocker øl.

Men Vinen var og blev kostbar. Det lokkede til allehånde blandingsdrikke.
Særlig udbredt var Luthendrik, egentlig den lutrede (den rene drik).                  
Kogebogen fra 1616 har følgende opskrift på Luthendrik: Man sætter en messingpande over ilden med to pund sukker og to liter vin; når vinen og sukkeret koger, tilsættes kardemomme, ingefær, kanel, muskat og paradiskorn. Straks derefter tager man vinsuppen af ilden og sier den gennem et stykke stof, også kaldet en Lutendrikpose. Dernæst hælder man 6 liter koldvin tre eller fire gange gennem posen, indtil drikken bliver klar. Oveni kan man så efter behag komme en skefuld sød mælk og en æggehvide i.

Nye stimulanser!                                                   Til toppen

Først i slutningen af 1600-tallet dukkede te og kaffe op. Tebladene og kaffebønnerne kom til Danmark fra fjerne kontinenter og var derfor kostbare. De solgtes fra apotekerne, men de nye drikke blev mødt med skepsis. Nogle fandt, at te og kaffe smagte afskyeligt, og at man kun drak dem for at være med på noderne. Andre mente, at de var skadelige for potensen, atter andre, at de tværtimod kunne bruges som medicin. Kun varm chokolade, der dukkede op lige før 1700-tallet, blev betragtet som en delikatesse i et århundrede, hvor mad og drikke helst skulle smage sødt.
Men selv om te, chokolade og især kaffe efterhånden blev en del af hele folkets daglige husholdning, slog disse fredsommelige drikkevarer aldrig øllet, vinen eller snapsen ud!

Sådan spiste og drak man i gamle dage!

At skildre danskernes spise- og drikkevaner fra stenalderen til vore dage kræver en stor bog for sig. Alligevel skal der her gives et indtryk af, hvor forskellig kosten for tre til fire hundrede år siden var fra det, vi spiser og drikker på tærsklen til det 21. århundrede.

Kål og Grød!

Da Christian den 4. i 1621 indrettede sin lærlingeskole, Børnehuset i København, blev der opstillet en ugeplan for bespisningen af børnene. Søndagsmiddagen bestod af flæsk og kål, aftensmaden af kød og grød. – Om mandagen fik børnene islandsfisk og kål til middag og sild og grød om aftenen. – Tirsdag kød og kål til middag og smør, ost og grød til aften. – Onsdag Bergens-fisk og kål og igen smør, ost og grød til aften, - Torsdag bestod middagsmaden af kød og kål, aftensmaden af sild og grød, - fredag var der sild og kål til middag og smør, ost og grød til aften, - lørdag islandsfisk og kål til middag og endnu engang smør, ost og grød til aften.
Når der blev spist saltet fisk og flæsk, fik børnene tre gange om ugen sennep og to gange eddike til at give den ellers ret så ensformige mad et lille pift. – Til morgenmad, som kaldtes frokosten, serveredes øl og brød.

Sild og Flæsk!

Sild og flæsk var mere udbredt end torsk og oksekød, til dels bestemt af de svingende priser. Vildt landede kun på den jævne mands bord, hvis han var krybskytte, jagten var forbeholdt konge og adel. Kål og ærter var tilbehør ved både fiske- og kødretter. Det var mere velbeslåede familiers måltider, som efterhånden varierede med grøntsager som løg, gulerødder, peberrod, pastinak og andre mindre fade sager.
Kartoflen dukker først op i 1700-tallet
Hjemmebagt brød på landet og bagerbrød i købstæderne var en fast bestanddel af kosten. Dårligt korn og mel gav ildesmagende brød. For at bøde på ulempen kunne man, hvis man havde råd, komme krydderier som kommen, dild eller anis i dejen.
Frugt udgjorde uden tvivl en del af føden; i flæng kan nævnes vilde jordbær, æbler, pærer og kirsebær. Sydfrugter var en sjældenhed, som kun kongen, adelen og de velhavende borgere havde råd til at skaffe sig

Sådan lærte jeg i 80'erne på husholdningsskolen!                                        Til toppen

Ingen kan garantere os et langt liv - og et godt helbred.

Men med sund mad kan man sikre et bedre helbred i længere tid, og man har det bedre, mens man lever. ( Vil man have retter, man plejer, bruges mindre fedtstof og flere grønsager.),

Sund kost og gode spisevaner skal sikre os mod forureninger og tilsætningsstoffer, som kan være i madvarerne. Endnu ved man ikke, hvorvidt de tilsatte stoffer ophobes i kroppen og indvirker på velbefindendet…Derfor undgå så vidt muligt produkter med tilsætningsstoffer. (Også for at begrænse allergi) Fremstil kosten af friske råvarer.

Basismaden!

I vor traditionelle hverdagskost kan det gøres nemt at huske, hvordan vi spiser varieret, groft og magert.  I det følgende fremgår det, hvordan madvarerne deles op i grupper, og hvorfor det gøres…

Fra kød og fisk fås gode proteiner, som opbygger og vedligeholder muskler og helbred.

Fra kornprodukter og kartofler fås gode vitaminer og mineraler, kulhydrater og energi!

Fra frugt og grønsager fås gode vitaminer og mineraler; samt fibre og vand. – Husk at drikke rigeligt vand alligevel. Kroppen omsætter ca. 2 liter vand i døgnet.

Eksperter er som regel enige om, at sukker ligesom andre kulhydrater er en kilde til energi.                        Til toppen

Kulhydrater deles op i…

- sukkerarter

- stivelse

- kostfibre

Sukkerarter: Hvidt sukker bidrager kun med ren energi.

Frugtsukker og mælkesukker bidrager med vitaminer og mineraler - når vi får dem via råvarerne!

Stivelse finder vi i kartofler, korn, ris og majs. (Disse levnedsmidler mætter bedre end mælk og sukker…)

Kostfibre finder vi f.eks. i klid, grove grønsager og grovbrød. - Er især nødvendige for en god fordøjelse og opsamling af affaldsstoffer sammen med vand i fordøjelsessystemet.

Kulhydrat er kroppens absolut foretrukne energi! Det anbefales, at 55-60% af energien kommer herfra.( Max 10% fra hvidt sukker) - Spis cirka 25 gram kostfibre dagligt.

Bliver man sulten mellem de 3 hovedmåltider, kan det være en god ide at spise frugt, evt. tørret!

Et stykke rugbrød, gulerod eller agurk…- man bliver nemlig mæt, før man får spist for meget, hvis man holder sig til de rigtige kulhydrater.

Olien er nødvendig for optagelsen af fedtopløselige A-, D- og E-vitaminer. ( Vi får mere fedt i os, end vi tror, så vær sparsom med det.)

De olier, som har meget flerumættet fedt, f.eks.. majs-, solsikke- og sojabønneolie, er bedst til kold mad. (Ved høj temperatur får de en dårlig smag og bliver usunde.)

Flerumættet fedt findes naturligt i fed fisk sammen med de fedtopløselige A-, D- og E-vitaminer.

De olier, der er med højt mono-umættet fed,t er f.eks. olivenolie og rapsolie - de er bedst egnet til stegning og friture.

Olier bør opbevares lufttæt, svalt og mørkt.

Kroppen har hele tiden brug for brændstoffer og næringsstoffer…
Så spis 3 store måltider og 3 mellemmåltider…
( Eller 6 nogenlunde lige store måltider. )                                             Til toppen

Måltidet om morgenen varieres f.eks. med tykmælk eller lignende med revet rugbrød, ymerdrys eller mysli og  frisk frugt.
Havregryn eller cornflakes med mælk – havregrød eller lignende med frugt.
Blødkogt æg, f.eks. om søndagen ( Husk, der er meget kolesterol i æggeblommen.) fuldkorns- eller groft brød med mager ost eller pålæg.
Drik skummet-, let- eller kærnemælk og f.eks. te eller kaffe.
(I alt ½ l mælk eller surmælksprodukt anbefales. Der er meget sukker i yoghurt med frugt… - i honning og sukkerristede morgenmadsprodukter,,, Kig på pakken)

Brug også grupperingen af madvarer, når madpakken skal smøres. (Det er fornuftigt at gøre madpakken frisk og lækker, pålæg og brød holdes f.eks. hver for sig.) - Smør f.eks. madpakken, så hele familien er med - så er der flere til at bruge fantasien og gøre madpakken mere spændende.
Efter aftensmåltidet kan den mad, der er til overs, danne grundlag for morgendagens madpakke.
I en stor madkasse kan der f.eks. blive plads til grovbolle, grønsager og frugt. Og i et mindre bæger kan man komme salat!

Det grove brød er bedst for fordøjelsen - minirugbrød, grovbolle, brød samt knækbrød. Bag f.eks. en stor mængde brød, afkøl og læg i fryseren - eller frys skiveskåret, så der er frisk brød hver dag.

Ost opbevares bedst pakket i alufolie… evt. som osteklods. Smørbare oste er godt sandwichfyld, nogle egner sig til at blande krydderier, krydderurter og finthakket frugter eller grønsager i.

Der bruges bægre eller folie til fisk, så det bevares frisk og smagfuldt.(Et stykke stegt fisk fra aftenmåltidet, røget fisk, fiskefrikadeller, tun, makrel, torskerogn og sild spises af de fleste…)

Kød bruges som pålæg eller gnavemad. Kyllingelår,  frikadeller, skinke og postej går man aldrig fejl af! (Når det sættes sammen med  groft brød, grønt og frugt, bliver det en ideel madpakke.)

Frugt og grønt er godt gnavepålæg. Varieres efter årstiden! ( Æble, pære, agurk, gulerod eller blomkålsbuketter)

Sund mad er oftere billigere, fordi man spiser sig mæt i kartofler og grønt i stedet for kød.

Tilbagebleven salat fra aftensmåltidet er godt at supplere madpakken med - rester af kogte grønsager fra middagsmaden kan anvendes som pynt på madderne. (Giv f.eks. peberfrugt, vindruer eller bladselleri til osten.)

Mellemmåltidet: Groft brød med pålæg, æble, pære, gulerod, agurk eller lignende. - Amagermad eller sandwich, eller rå salat. – surmælksprodukt med revet rugbrød og evt. lidt frugt!
Drik f.eks. te, kaffe saft eller vand.
Er man ofte sulten, bør man spise flere kornprodukter, kartofler - samt frugt og grønt, evt. som mellemmåltid!

Til det varme måltid -
kan variationen se sådan ud for en uge: 3 dage kød, koteletter, kyllingelår og kødsauce, 1 dag fisk, tun, panderet, panér evt. med rugmel! 3 dage vegetarret, vegetargryde, vegetarisk biksemad, kartoffelfrikadeller. Det er selvfølgelig nemmere og hurtigere at benytte sig af færdigretter. Men de er ofte tilsat mange tilsætningsstoffer og er dyrere end et tilberede selv.
Kold mad kan være lige så sund som varm mad, hvis der er en god portion brød og grønsager med. – Men der er bedst med varieret.

Generelt er der sagt om danskerens madvaner… at der spises for megen sød og fed mad.
Derfor anbefales det at spise flere kornprodukter, kartofler, frugt og grønsager til måltiderne – for at begrænse trangen til sukkerholdige mellemmåltider.
Råvarerne skal være friske og uforurenede - tilbered maden under hensyntagen til bevarelse af næringsstoffer. F.eks. det vandopløselige C-vitamin forsvinder ved megen tilberedning og lang varmholdelse - og ved henstand uden tildækning.
Ved hjælp af fødevaretabeller kan man beregne kostens energi i kulhydrat, fedt og protein samt vitaminer og mineraler…

Der er mange gode grunde til at spise sundt. De færreste vil spise mad, som ikke smager godt. Kun få kan nå at lave indviklede og tidskrævende retter til dagligt. Og sund mad skal give velsmagende og mættende behag. Fibre og vand giver god fordøjelse og renser visse stoffer ud. Sukker begrænses, fordi det kun er energivende, men ikke indeholder næringsstoffer, vitaminer og mineraler, samt fibre! Fibre gør fordøjelsen rigtig.
Maden skal indtages i en rar, rolig og afslappet atmosfære. Der skal være tid til at tyge maden grundigt, da dette er en del af fordøjelsen. Maden bør være velsmagende og se indbydende ud samt dufte godt.

Men selvom vi tilbereder vores egne måltider, kan vi jo godt i kortere eller længere tid… opleve os selv som den ansvarlige for bespisningen af mindre grupper, f.eks. egen familie. Måske der burde være et tilbud i skolen med næringsstofberegning for at sikre kvaliteten.

Næringsstof-anbefalinger:                                                  Til toppen

10-15% protein. (især kød og fisk)

55-60% kulhydrat (især kornprodukter og kartofler)

30% fedt (især olie og fede mælkeprodukter, eller skjult i kød og fisk og færdigvarer)

Næringsstofberegning er en omfattende proces, som man ofte begrænser til nogle få næringsstoffer – og, hvis de overholdes, må siges at være et ideal…
Den grønne tabel er et godt redskab: Til computeren vælges f.eks. Ankerhus kostprogram. Winfood  http://www.kosttabelforlaget.dk/

Med andre ord:
Spis meget brød, mindre pålæg, mange grønsager, lidt fedtstof. Drik skummet-, let- eller kærnemælk, fortyndet juice, te eller vand.
Vær opmærksom på, at der kan være et uoverskueligt mirakel gemt i udviklingen af vores kostvaner igennem generationer. Går den tabt, er vores videnskab og medicinalindustri ikke nok hjælp i vores udviklingshistorie, som vi først antog!
Den rene gode kvalitet uden kunstige tilsætninger til jord, afgrøde eller produkt burde stort set give næring nok.(Men en vitaminpille kan give lidt ekstra sikkerhed)

Vi skal skærpe interessen for gode råvarer,fordi vi ikke har så mange fysisk krævende jobs i vor tid og derfor kræver vi mindre portioner end vore forfædre.
Med en smule omtanke forhindres bakterier i køkkenet: Kød og grønsager opbevares hver for sig - også i køleskabet. Råvarerne skal gøres i stand hver for sig. Brug rene redskaber og vask hænder tit.
I naturlige miljøer holder bakterier hinanden i skak - I færdigvarer er der ofte kun få eller ingen bakterier. Når der kommer nye til, f.eks. fra råvarer, får den tilførte bakterie frit spil og kan fordærve maden.
Når retter afkøles, skal det gå hurtigt: Mellem 60 og 5 grader trives bakterier godt og formeres hurtigt - så afkøl gerne i flad beholder, hvorefter retten stilles på køl eller fryses.
Fordærvelsesbakterier gør efterhånden maden uspiselig, muggen, slimet eller sur.
Sygdomsfremkaldende bakterier kan hverken ses, lugtes eller smages - Derfor anbefales det at gennemstege fjerkræ og hakket kød, da risikoen er stor her…

Motion har ligesom maden også indflydelse - og styrker bl.a. knogler, muskulatur, kredsløb og fordøjelse - Motion i dagligdagen kan være de daglige gøremål, løbe, gå, cykelture, leg, sport.
4 timers sport om ugen er sundt, men undgå overanstrengelse (3x20 min svedetur er sundt).

De gode råd lyder:

Spis dobbelt grønsager i forhold til kød
Skær brødet dobbelt i forhold til pålægget
Undgå fede salater, pølser, kage mv.- skrab smørret på brødet
Brug mindre olie til stegning
Spar på sukkerholdige produkter, også søde læskedrikke

Til kildemateriale er anvendt diverse artikler køkkenlederuddannelsen - og lidt sund fornuft…

 

Til toppen

 

En historisk skitse…

Kvindehistorie!

Homers kvindesyn og gudeverden:

Såvel i Athen som i Rom finder vi nogle af menneskehedens smukkeste og berømteste bygningsværker, der stadig i dag imponerer os med deres arkitektoniske skønhed. Disse bygninger vidner om dygtighed og rigdom hos antikkens folk. Men de står samtidig som monumenter over tidligere tiders udbytning af mennesker, en udbytning, der til tider nåede en ufattelig grusomhed. F.eks. da man efter et slaveoprør korsfæstede ikke mindre end 6000 mennesker langs Appia, Roms vigtigste vej mod syd.
I dette samfund indgik kvinderne som en enhed, der indtog forskellige pladser til forskellige tider, men altid som den halvdel, der mere eller mindre var underlagt mændenes styre.
 

Iliaden og Odysseen havde meget stor betydning i den antikke verden, man brugte disse to bøger som lærebøger.
I begyndelsen af den græske myte var KAOS, et stort tomrum. Men i kaos eksisterede frugtbarhed, og denne frugtbarhed resulterede i Gaia, moder jord! Hun blev den første selvstændige gud, for skønt kaos allerede havde født natten og mørket, kunne de dog ikke karakteriseres som guder. Gaia blev moder til mange børn, bl.a. Uranos, himlen, der både blev hendes søn og mand. Hendes børn med Uranos kaldtes titanerne, blandt disse skal man især bide mærke i Kronos, der, hjulpet af Gaia, kastrerer sin far Uranos, og således bliver hersker over verden.
Kronos skal dog ikke glæde sig for tidligt, for Uranos spår ham den samme skæbne, der er overgået ham selv: Kronos skal også selv styrtes af en søn. Kronos skal dog ikke nyde noget, hvorfor han sluger de børn, han får med Rhea, en datter af Gaia. Det lykkes heldigvis for Rhea at redde Zeus, så han, da tidens fylde kom, kunne få spådommen til at gå i opfyldelse.
Skabt af Prometheus, den forudtænkende, eksisterede kun manden. Prometheus holdt meget af sit menneske, og da han så, at guderne altid fik det bedste kød fra offerdyret, udtænkte han en plan for at narre dem. Han sagde til mennesket, at de skulle gemme kødet i indvoldene og pakke knoglerne ind i huden. Zeus skulle så vælge, hvilket offer han foretrak, og for at lade skæbnen gå i opfyldelse valgte han den dårlige part, huden med knoglerne. Men Zeus ville dog ikke lade Prometheus slippe godt fra sin list, og derfor fratog han menneskene ilden. Dette var en meget hård straf, for det resulterede i, at de hverken kunne koge maden eller holde sig varme om vinteren. Prometheus steg da op til Olympen og stjal ild fra gudernes arne. Men da Zeus så ild blusse op overalt på jorden, blev han meget vred, og hævnen lod ikke vente på sig. Zeus lod smedeguden skabe kvinden Pandora, hendes navn betyder ”den, der har alle gaver”, både positive og negative. Han skænkede kvinden til Epimetheus' bror, hvis navn betyder den bagkloge. Han tog imod Pandora, men først bagefter fandt han ud af, at det skulle han ikke have gjort. Pandora havde en medgift med ned til jorden, en krukke med låg, og da hun foruden alle andre gaver også havde fået gaven nysgerrighed, lindede hun på låget, og ud fo'r sorg og bekymring. Hun lagde hurtigt låget på igen, så håbet blev tilbage, og det er forklaringen på, at vi trods modgang, stadig har håbet tilbage!

I gudeverdenen nød kvinderne respekt for deres virkeområde, f.eks. har Athene, gudinden for visdom og krigskunst, også de kvindelige sysler tilknyttet sig. Denne sammensætning viser en vis tvetydighed i synet på kvinder i gudeverdenen. Men en af forklaringerne findes måske i myten, der fortæller, at Athene blev født af Zeus, ved at hun sprang ud af hans pande i fuld krigsudrustning. En anden forklaring er, at hun er jomfru, og at hendes interesse for mænd og dermed deres arbejde ligger på et intellektuelt niveau, men samtidig kan hun ikke glemme kvinden i sig.(jf. de huslige sysler). Man hører dog oftest om Athene, at hun hvisker listige planer i øret på sine yndlige.

Artemis er jagtens gudinde. Hun og hendes bror Apollon er frugten af et af Zeus' sidespring med en udødelig kvinde ved navn Leto. Hun måtte igennem mangt og meget, inden hun fandt et fristed at føde på, nemlig den lille ø Delos. Hera havde fået alle andre steder til at nægte Leto fred, men hun havde glemt Delos, der flød rundt i verdenshavet (Middelhavet), men Zeus fandt frem til den og lovede, at den ville blive fast forankret til havbunden, hvis Leto måtte føde på den. Siden hen var Delos stedet, hvor Apollons helligdom lå.
I forbindelse med Artemis nævnes amazonerne, de kvindelige krigere, der brugte mændene til avlsdyr. Alle nyfødte drenge blev slået ihjel, mens pigerne derimod var velkomne, hvilket stod i modsætning til grækernes hverdag, hvor pigerne ofte blev sat ud.
Foruden at være jagtgudinde er Artemis gudinde for kvindernes livscyklus: Menstruation, fødsler og død.

Afrodite er kærlighedsgudinden, og det giver hende visse problemer hjemme. Hun er nemlig den eneste gudinde, der begår ægteskabsbrud, men til hendes undskyldning må siges, at som kærlighedsgudinde er det svært at holde sig på måtten. Dette kan hendes mand, smedeguden, ikke begribe. Han overraskede engang Afrodite, da hun lå i deres seng med krigsguden. Han smedede et net og fangede dem begge i det. Derefter tilkaldte han de andre guder, der, da de så de 2 uheldige guder, grinede højt.
Her kunne man sige, at Afrodites mand står for det de fleste græske mænd (og kvinder) tænkte og følte, mens Afrodite måske kunne sammenlignes med de prostituerede, for hvem hun da også er beskytter.
Dette, at Afrodite ikke er tro mod sin mand, i modsætning til de andre gifte gudinders dyd, gjorde at hun af grækerne opfattes som en pålidelig, uforstandig, men tiltrækkende gudinde.

Generelt kan vi roligt sige, at den græske gudeverden på godt og ondt var et spejl af det græske samfund, hvor skønhed var en dyd i sig selv, og hvor kvinden altid havde andenrangspladsen. Afrodites utroskab var kædet sammen med uforstand, mens Zeus' utroskab var naturlig og morsom, og netop derfor beskrev grækerne Zeus' kone Hera som sur, der skabte sig over manden. I virkeligheden giver den græske gudeverden et tydeligt billede af kvindens placering i det græske samfund. – I dette patriarkalske samfund var det naturligt, at kvinderne fulgte mandens status. Derfor var det altafgørende for kvindens vilkår i samfundet, i hvilket socialt lag hun blev født.

Hverdagen for antikkens kvinder var på mange områder vidt forskellig fra vores på en måde, der forekommer os barbarisk og hård. Men det er vigtigt her at huske på, at kvindens situation til alle tider har været og stadig er afhængig af samfundets produktionsmåde; antikkens slavesamfund var et samfund, hvor mennesket, eller rettere den del af menneskeheden, der skabte værdierne, ikke blev betragtet som noget. Derfor er det heller ikke underligt, at kvinderne tit indtog en lav position i samfundet. Mange moderne forfattere og historikere har af ærbødighed for antikken søgt at bortforklare og undskylde kvindernes nedværdigende stilling som noget uden betydning, men det var ikke uden betydning for de kvinder, der i det antikke Grækenland ikke måtte vise sig udendørs, eller for de romerske. De var underordnet mandens tyranni.
I vore dage taler vi ikke så meget om den borgerlige dobbeltmoral, hvor det der bliver opdaget, er syndigt, og det der ikke opdages, tilladt. Mens kvinderne begår en forbrydelse ved det samme.

Vort kvindesyn stammer til dels fra antikken. Den antikke opfattelse af kvinderne som andenrangs væsener er f.eks. ikke helt forsvundet den dag i dag. Det er derfor meget vigtigt, at nutidens kvinder ved, hvorfra disse tanker stammer. Lige så vigtigt er det at vide, at frit ægteskab har været prøvet før. F.eks. i Romerriget, uden at det gav kvinderne en reel magt og indflydelse; grunden til dette er den samme, som er årsagen til, at papirløse ægteskaber heller ikke er sagen i sig selv for vor tids kvinder, for de rykker ikke for det afgørende, nemlig at uden økonomisk ligestilling får kvinderne aldrig ligestilling, det gjaldt i antikken, og det gælder i dag.

Borgfrue-Nonne-Almue!

Det altafgørende for kvindens stilling i samfundet under middelalderen var religionen, da det var den, der viste, hvordan kvinderne skulle og kunne leve. Dette betød, at kvinden var afhængig af den holdning, kirken havde i den enkeltes levetid.

Reformationens strenge syn på moral er et af eksemplerne. Prostitution f.eks. gik fra at have været anerkendt i middelalderen, men fik i starten af reformationen en ganske anden position; man druknede f.eks. piger i Helsingør for at have begået hor.

Middelalderen var også en periode, hvor samspillet mellem mand og kone var en nødvendighed for familiens eksistens, for uden arbejdsfællesskabet, hvor hver part havde sin opgave, ville familien ikke overleve. Det er uden tvivl en af grundene til, at et nyt ægteskab hurtigt blev indgået efter en ægtefælles bortgang.
Kvinderne fik som følge af dette en vis positiv placering i samfundet, men det betød ikke, at hun var ligestillet med manden. Det var stadig ham, der havde det store ord i samfundet og hjemme i familien. Kvindens placering blev med reformationen udsat for et ideologisk angreb. Luthers opfattelse af manden som kvindens overhoved slog igennem og bidrog til, at kvindens stilling i samfundet i de næste århundreder faktisk blev lavere end i middelalderen.
Det middelalderlige samfund var opdelt i fire stænder: Adel, gejstlige (kirken), borgere og bønder. Den sidste stand omfatter over 90% af landets indbyggere, men var samtidig den stand, der havde de færreste rettigheder, som dog var kernen i samfundets økonomi, således at de andre stænder kunne beholde deres forrettigheder.

Borgerkone- Bondekone- Tyende!

Igennem middelalderen fik byerne en stadig stigende betydning, og i 1600-tallet havde de fået en sådan styrke, at en alliance mellem kongemagten muliggjorde et systemskifte. I middelalderen havde adelen haft stor politisk magt, og det var i enighed om, at denne magt skulle begrænses, at borgere og kongemagt fandt hinanden. På denne måde var borgerne med til at skabe det enevældige kongedømme, en styreform, hvor kongen kun var ansvarlig overfor Gud. I Danmark blev enevælden indført i 1660.- og med det franske hof som forbillede forsøgte disse enevældige monarker at overgå hinanden i forbrug og luksus. I løbet af denne periode opstod det kapitalistiske system, hvor det afgørende ikke længere var at eje jord, men kapital, der skulle forrentes ved handel og investering.

Ved enevældens indførelse havde man ganske vist fået fjernet adelens politiske magt, men man havde ikke rørt ved dens eller kirkens skattefrihed. Det nye borgerskab krævede nemlig nu lige muligheder for alle, og det medførte bl.a. den franske revolution og sociale uroligheder i slutningen af 1700-tallet. – Men en sag blev ikke ændret i denne periode, nemlig at det vigtigste erhverv stadig var landbruget, og at bønderne fortsat var uden politisk indflydelse. Ligesom i de foregående tidsrum levede der i byerne et proletariat af små håndværkere og arbejdere, der ligeledes var uden for al indflydelse. De fik lov at ofre livet i den franske revolution, mens magthaverne var og blev de rige borgere.

I 1700-1800-tallet var ønsket om en bedre uddannelse for såvel piger som drenge en af de ting, der var oppe i tiden, men det var også et af de punkter, hvor det ikke lykkedes at leve op til den franske revolutions krav om lighed, hverken hvad angår klasse eller køn. Der var blevet indført en vis minimums-undervisning for alle, men selv det mindste ud over denne indlæring kostede penge. Hos almuen var skolerne besat med dårligt uddannede lærere, mens borgerskabets børn blev undervist i meget bedre skoler og med langt bedre undervisning. I denne periode tog et stort antal bondepiger til byen for at tjene. Disse piger søgte ofte lykken og friheden i byen. Men livet som tyende var ikke nogen lykke i sig selv, alene kravet om, at hun skulle have skudsmålsbog, hvor madmor kunne skrive sin dom over tjenestepigen, før hun skiftede plads, var et nedværdigende system. Den behandling disse piger fik, bar under alle omstændigheder ikke præg af, at der netop i denne periode gik nogle religiøse vækkelser igennem samfundet. Et er givet, nemlig at tyendet ikke blev behandlet efter devisen ”vær mod andre, som du vil have, de skal være mod dig selv”. Nej, tyendet var undermennesker, man kunne byde alt. Rousseaus ideer om det naturlige og det unaturlige førte ikke til, at overklassen fandt dette det mindste unaturligt, at disse piger skulle gå til grunde i byernes slum. Borgerskabet betragtede dem blot som billig arbejdskraft. Man kan sige, at dette i dag må stå for alle som en advarselstrekant, der må henlede opmærksomheden på, at rimelige forhold hos arbejdstagerne kun kan komme ved sammenhold. Det var kun muligt at underkue disse kvinder så voldsomt, fordi de altid stod alene. Når husherren havde taget deres dyd, var forargelsen stor, pigen var synder, mens husherren ikke blev dømt, da han havde handlet naturligt. Den borgerlige dobbeltmoral trivedes godt i denne periode.

Direktørfruer og fabrikspiger!

Før industriens fremkomst havde hovedparten af Europas befolkning levet på landet - i samfund, der på trods af kapitalen havde fået stor indflydelse i byerne, der fungerede på næsten samme måde som i middelalderen. Størstedelen af den landlige befolkning, bønderne, var stadig underlagt godsejerne. Denne tilstand ændredes ved fremkomsten af industrien, der medførte en vandring fra land til by. I middelalderen havde man haft et mundheld, der lød ”Byluft gør fri”. Men de bønder, der flyttede til byerne, blev ikke frie, men derimod kapitalismens proletariat, der for en ussel løn måtte slide sig op i de stinkende fabrikshaller. For dem var det, vi kalder de gode gamle dage, en virkelighed med en arbejdsdag på 12 timer, børnearbejde, baggårdslejligheder, fattigdom og uvidenhed. Samtidig med at arbejderne oplevede fattigdommens rædsler, skabtes en ny overklasse af aktionærer, bankdirektører og grosserere. Disse blev rigere og rigere, fordi arbejderne ikke fik udbetalt den fulde løn for det, deres arbejde var værd. Forskellen mellem arbejdets værdi og salgsprisen på arbejdskraften (merværdien) tog kapitalisterne. Det var på denne baggrund, at drømmen om et nyt samfund opstod, et samfund uden udbytning, et samfund med frihed, lighed og broderskab.

For de arbejdende kvinder betød industrisamfundet naturligvis stort set det samme som for mændene. Ligesom underklassens kvinder til alle tider måtte bidrage med deres arbejde for at holde liv i familien, måtte mange kvinder slide i fabrikkernes verden. De måtte dele kår med mændene, men med en lavere løn og derudover sliddet med hjem og børn.

Det fundamentale ved industrisamfundet i kapitalistisk udformning er lønarbejdet. Det har skabt væksten, men også givet enorme problemer. Et er den omfattende og livstruende forurening. Et andet rammer kun kvinden. Det er som bekendt hende, der føder børnene, hvilket i en periode gør hende uegnet til lønarbejdet. I den yderste konsekvens er hendes overlevelse afhængig af mandens, slægtens eller samfundets indgriben. Denne naturgivne diskriminering har eksisteret til alle tider. Men i det kapitalistiske samfund bliver den årsag til forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. - En fornuftig reaktion herpå fra arbejdsklassen må være en fælles solidarisk reaktion, der på tværs af kønsforskelle kræver, at arbejdsgiverne betaler den fulde pris for at beskæftige kvinder såvel som mænd. Vi må bort fra den tanke, at virksomhedsejerne  kun betaler vedligeholdelse og forbedring af det maskinelle produktionsapparat, hvorimod vedligeholdelsen og forbedringen af den menneskelige del af produktionsapparatet skal betales af samfundet. Det er her, arbejderklassen og dens organisationer må sætte ind. Endnu i dag er der erhvervsledere, der vil være bekendt at påstå, at kvinderne kun er gået ud på arbejdsmarkedet for bagefter at hæve understøttelse. Eller man begrunder sociale nedskæringer med, at flere læger ikke har givet færre sygdomme. Kapitalismens spekulation i fabrikspigernes liv og helbred er altså langtfra et overstået kapitel. Når man fortæller os, at klassekampen er forbi, må vi spørge: Hvem vandt?

Fascismens kvindesyn!

De borgerlige idealers fremkomst og styrkelse fortsatte deres fremmarch gennem hele 1800-tallet. Den private ejendomsret og det monogame ægteskab blev det kapitalistiske systems fundament udmøntet i små enheder (kernefamilien) kittet sammen af den private ejendomsret. Denne livsform blev understøttet af en massiv propaganda for de borgerlige dyder: Lydighed, dydighed, puritanisme, arbejdsomhed, sparsommelighed osv. Påstanden om, at dette var det naturlige for en kvindes tilværelse, dukker op igen og igen. Det er tankevækkende, at disse borgerlige idealer i det 20.århundrede under det stigende pres fra alternativ, socialistisk livsholdning yderligere perverterer over i den rene fascisme. Denne er i sin teoretiske form en idealistisk ideologi, som udgangspunkt tages de idealistiske forestillinger om naturen, tingenes tilstand, instinktet, det følelsesmæssige etc.

Som Rousseau mener fascisterne (stadig på det filosofiske plan), at vi skal lade os lede af naturen.
Derfor skal samfundet indrettes efter naturens orden, thi det må være de naturlige retningslinier for et samfund. Her er det egentlige kernepunkt i al fascisme. Det naturlige hos fascisten er nemlig affødt af troen på det rigtige i, at: ”Den højere race underlægger sig den lavere, ganske simpelt udledt af den stærkestes ret, der set fra naturens synspunkt er det eneste, man kan forestille sig”. Ordet "race” kan så efter behag skiftes ud med hudfarve, køn, intelligens o.lign. – Ud fra sådanne raceteorier får de, der tilhører den højere race hermed en ”anerkendt” ret til at vende ryggen til dem, der bare er undermennesker. Hvilke rædsler en sådan holdning kan medføre og desværre stadig medfører, er forhåbentlig velkendt. Ligeså vigtig er den forgiftning af det åndelige og politiske liv, som fascismen medfører.

Med hensyn til det åndelige liv kan nævnes en udlægning af raceteoriernes indflydelse på nazisternes kulturpolitik. Det er udtrykt således, af den daværende direktør på Statens Kunstakademi i Weimar: "Menneskene er ikke produkter af deres tid og deres omgivelser, men af deres blod. Derfor kan kun tyske racefæller skabe tysk kunst, for kunsten vokser op af de blodbundne følelser og udtrykker racesjælens længsler…" - Det politiske liv præges af en totalitær holdning. Førerprincippet (den bedste af de bedste) kommer naturligt til at spille en rolle når ”det bedste blods ret” skal varetages. Dyrene lader jo også den stærkeste (klogeste etc.) være føreren, der bestemmer over flokken (folket). - På ganske samme måde må den faglige kamp afskaffes, da det er at kæmpe mod sit eget blod, sin egen race. Det naturlige for et sundt samfund er en naturlig arbejdsdeling, hvor enhver passer det, han eller hun nu engang er sat til. Så vil samfundet virke som en helstøbt organisme, hvor nogen er hjerne og andre er arme og ben. At fascisterne mener, at den arbejdende befolkning kun bør være de omtalte arme og ben, kan vel næppe overraske…

-Der er vel ikke noget sensationelt i, at disse tanker findes i mange varianter og afskygninger. Således er det sjældent, at man i det daglige møder nogen, der kan gå ind for hele det ovennævnte tankesæt. Men desværre har de fleste af os en større eller mindre splint siddende i kødet. Kan man ikke stadig høre udtalelser om folkeslag, der formerer sig som rotter? Om sorte, der er dovne, om de kloges ret til at narre den mindre kloge, om den stærkeste, der overlever osv.
Først og fremmest må vi erkende, at fascistisk politik både i ord og handling er en aktiv og handlekraftig ideologi. Det betyder, at et samfund som det kapitalistiske, der besidder det nødvendige materielle stade, forholdsvis hurtigt kan omformes til et rent fascistisk diktatur.
De faktorer i samfundet, som fascisterne satte ind imod var bl.a. uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, lovgivningen og det kulturelle liv. De normer, man forsøgte at sætte igennem, havde deres rod i store dele af den borgerlige ideologi og moral. I vores sammenhæng specielt ”det maskuline og det feminine”. Hvad nazisterne mente med det ”maskuline ideal”, kan følgende citat fra Hitler belyse: ”Det svage må mejsles bort. I mine Ordensburgen (ridderordenens borge) vil der vokse unge mennesker op, som vil opfylde verden med frygt. Jeg ønsker en voldsom, stolt, frygtløs og ubarmhjertig ungdom, som må være i stand til at føle smerte. Intet svagt eller ømt må blive efterladt i dem”. Ud over kravet om stolthed var fascismens ønsker om et feminint ideal det modsatte til ovenstående. - Ikke overraskende var disse en rendyrkning af nogle af de tidligere tiders idealer. Men det militaristiske islæt er unægteligt tydeligt. Uhyggeligt nok har dele af dette maskulinitets-/mandeideal overlevet i dele af den mest forstenede manderolle. Lige som vi stadig kan støde på kravene om blidhed, frygtsomhed og barmhjertighed som noget specielt kvindeligt.

Denne ensretning af mande- og kvinderollen må vi tage afstand fra. Samtidig bør vi være på vagt, hvis nogen forsøger at udnytte krise og arbejdsløshed til at genoplive disse ting i vore skoler, på vore arbejdspladser, via lovgivningen eller medierne: Lad os ikke forledes til at ”bortmejsle” de vanskelige grupper i samfundet for at nå de lette løsninger og dermed stække demokratiet og kvindefrigørelsen.

Kvindekamp - et historisk rids!

Den franske revolution i 1789 medførte en stærk, men desværre kun midlertidig, fremgang for kvindernes politiske rettigheder. Ganske tilsvarende blev begivenhederne i revolutionsåret 1848 årsag til en øget politisk aktivitet. Dette gjaldt også det, der lidt bredt kunne kaldes kvindesagen, og til forskel fra 1789 havde kvinderne fået følgeskab af en anden undertrykt gruppe, nemlig proletariatet. Således deltog kvinderne i 1840'ernes arbejdskampe og var på barrikaderne i 1848. Men efter nedkæmpelsen af oprøret forbød statsmagten atter kvinders deltagelse i det politiske liv. De kvindeaktivister, der havde været, døde dermed næsten helt ud. Først med den socialistiske bevægelses stigende betydning i 1860'erne begyndte kvinderne i Europa den lange march fremad. Under Pariserkommunen i 1871 deltog kvinderne aktivt i forsvaret. Dog bør det nævnes, at antallet af arresterede kvinder efter kommunens fald kun var 2,2% af det samlede antal arresterede, dette kan tages som udtryk for, at der stadigvæk - også inden for oprørs- og arbejderklassen - var langt imellem de kvinder, der kæmpede på lige fod med mændene.

Marx og Engels var blandt de første socialister, der indså, at kvinden på arbejdsmarkedet var kommet for at blive, og at den industrielle revolution simpelthen som en af sine forudsætninger havde: Megen billig arbejdskraft. Sammen med bl.a. socialdemokraten August Bebel og Clara Zetkin var de aktive i kampen mod de socialister, der ville have kvindernes erhvervsarbejde forbudt. – Tilsyneladende er Engels mere veloplyst omkring kvindespørgsmål end Marx. Det kan måske her have interesse at vide, at Engels levede papirløst med en socialistpige. Marx derimod trivedes fint i et patriarkalsk, lovformeligt ægteskab med kone og en stor børneflok.

I 1884 udkom værket ”Der Ursprung der Familie, des Privateigentums und des States” (Familien, privatejendommen og statens oprindelse). Dette værk er grundlæggende for den moderne socialisme, også omkring kvindeproblematikken. Bogens analyse af kvindens undertrykkelse under kapitalismen skaber en holdbar teoretisk og socialistisk forbindelse imellem kvindens frigørelse og proletariatet. - Hermed får arbejderklassen et slagfærdigt våben i hænde. Fra da af stod kvindefrigørelsen ikke på socialisternes program af vane, men fordi den nøje sammenhæng mellem kvindekamp og klassekamp var blevet påvist.

Hvor Engels mente, at ægteskabet skulle afløses af det socialistiske fællesskab, mente Clara Zetkin, at det socialistiske samfund vil ophæve de sociale modsætninger mellem mænd og kvinder og give ligestilling. For Zetkin betød dette ikke ophævelse af ægteskabet og familien. Tværtimod mente hun, at det socialistiske samfund ville ændre ægteskabet fra en økonomisk enhed til en moralsk. I øvrigt var hun af den opfattelse, at det stigende antal skilsmisser ikke skulle ses som et udtryk for umoral, det var derimod den moderne personligheds berettigede moralske oprør mod det borgerlige penge ægteskab.

Den russiske revolution i 1917, som Zetkin havde store forventninger til, blev i løbet af tyverne hurtigt en skuffelse. Men hun fortsatte kampen for at få mændene til at indse, at kvinden var nødvendig på lige fod med manden for at opbygge og sikre eksistensen af en socialistisk stat.

Vender vi os mod Danmark, er mange af de ydre betingelser lig dem i Tyskland. Den romantiske og sværmeriske holdning, iblandet en borgerlig nationalistisk frihedsrus, stod også stærkt her. Kampen for det borgerlige demokratis rettigheder blev i Danmark yderligere styrket af det forhold, at den oplyste enevælde lagde sit kvælende pres over folket helt frem til 1848.- Kvindesagen i Danmark bliver derfor primært en kamp om borgerlige rettigheder, også til kvinden. – Mærkesagen for kvindesagen er først og fremmest: 1) Kvindernes stemmeret 1915, 2) Retten til stillinger på arbejdsmarkedet under rimelige og ordnede forhold, 3) Reel ligestilling i moralske og seksuelle spørgsmål.

Først i 1913, da socialdemokratiet og det radikale venstre (udbrydergruppe fra venstre, dannet i 1905) tilsammen kunne opnå et flertal i folketinget, kunne man ændre grundloven fra 1866, bl.a. dens indtægtsbestemte indskrænkning i valgretten til landstinget. Men inden de nødvendige ændringer var udformet og grundlovsændringen færdigdiskuteret; udbrød 1. verdenskrig. Herved blev sagen yderligere forsinket. Men til forskel fra de krigsførende magter havde Danmark neutral status. Derfor kunne kong Chr.d.10. den 5. juni 1915 underskrive forslaget om lov til grundlovsændring, da de væsentligste lovændringer i forbindelse med krigsudbruddet var lavet. - Danmark var nu med i rækken af lande, der havde givet kvinderne deres elementære politiske rettigheder. Først i 1919 kom Tyskland, Polen, Tjekkoslovakiet og Sverige efter dette. Lande som Italien, Jugoslavien, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Grækenland samt Frankrig og Schweiz har derimod først opnået dette efter 2. verdenskrig.

Den moralske ligestilling!

Fra kvindesagens tidligste dage diskuterede man lidenskabeligt spørgsmål som fri kærlighed og ægteskab. Socialisterne var gennemgående ret progressive også på dette område, men i Danmark kommer vi dog relativt sent med. Men i 1885 udkom 2. udgave af John Stuart Mills ”Kvindernes underkuelse", med et forord af Georg Brandes. Hermed startede en heftig debat, der snart skulle blive kendt som sædelighedsfejden.
Det, man diskuterede på papiret, var i sig selv rebelsk nok. Thi det var spørgsmålet om kvindens seksuelle ligestilling med manden, udtrykt af bl.a. Elisabeth Grundtvig således: "Enten kan kvinderne blive som mændene, eller mændene kunne blive som kvinderne". Fortsættelsen gav dog endnu mere anledning til diskussion. Hun tilføjede nemlig, at ingen kvinde ville blive lykkelig af at ombytte kærlighedens afsavn med tilfredsstillelse igennem løse kønsforbindelser.
Ude i Europa var tankens mørke nemlig fremherskende i gamle kulturlande som Tyskland og Italien. Kvindefrigørelsen, eller - som den i datiden normalt blev kaldt: Kvinde-emancipationen - blev lagt for had i småborgerskab og hos fascister. Før magtovertagelsen blev Hitler spurgt, om han ville fratage dem deres rettigheder. Han besteg talerstolen og lovede: ”I det tredje rige ville nationalsocialisterne garantere, at enhver tysk kvinde ville få en god tysk mand…” Mærkeligt nok begejstrede dette svar forsamlingen. Noget, der kun bliver mere mærkeligt, når man betænker Hitlers grundholdning til kvinden, som han frimodigt fremsætter den bl.a. i ”Mein Kampf”: ”Kvinden føler sig allerbedst tilfreds med livet, når hun bliver holdt strengt i tugt og lydighed. Samlivet mellem mand og kvinde lader sig kun regulere i overensstemmelse med denne enkle psykologiske lov: Jo hårdere og mere hensynsløst manden lader kvinden føle sin overmagt, desto bedre opfylder hun sin bestemmelse”.

Kvindelige nazister blandede sig også i koret mod enhver form for ligestilling, således lød Reichsfrauenführerin i Nürnberg 1935: ”Vi har aldrig taget, og vil aldrig tage, skridt hen imod den tyske kvindes ligestilling med manden; vi anskuer kun kvindens interesser og rettigheder ud fra det tyske folks interesser”.
Kvindelige nazister diskuterede indbyrdes i forskellige organisationer. Så sent som 1933 vovede to af disse i et memorandum, ”Tyske kvinder til Adolf Hitler”, at mene, at kvinden burde betragtes som et ligeværdigt, selvstændigt tænkende og politisk væsen. På trods af, at flere nazistiske kvinder betragtede dette krav som fundamentalt, lykkedes det aldrig at få ændret fascismens holdning til kvinden. De tre k'er, Kirche, Kinder und Küche, vedblev med at være fascisternes målsætning for omkring halvdelen af den tyske og italienske befolkning.

Herhjemme var der også langt mellem lyspunkterne. Tankerne bag de 3 k'er fandt også grobund i Danmark, men vi var dog ikke mere inficeret af den brune pest, end at prævention og abort kunne være hovedstridspunkter i dagens debat. Hvorimod tankerne om kvinden som statens avlemaskine var overladt til debat i ekstremistkredse på yderfløjene.
Dansk Kvindesamfund havde siden 1921 haft læge dr.med. Eli Møller til at holde foredrag om seksualhygiejne. Den kliniske betoning, som ligger over udtrykket, prægede også foredragene. Da hun samtidig stod for uddannelsen af andre til denne opgave, bredte der sig en lugt af hospital og desinfektion ved disse møder. Fra 1935 medtog man nødtvunget prævention i foredragene. Eli Møller måtte da, som hun selv udtrykte det, med bitterhed konstatere, at det var den, kvinderne var mest interesseret i at høre om. Dansk Kvindesamfund tog ikke selv nogen klar stilling til abortdebatten og svangerskabskommissionen.
Samme år fremlagde svangerskabskommissionen fra 1932 en rapport, hvori flertallet gik ind for at tillade abort efter sociale indikationer. Rigsdagen vedtog en lov, som kun tillod abort af medicinske, arvelige eller etiske årsager (f.eks. voldtægt eller blodskam). Til gengæld medførtes retningslinjer for præventionsoplysning hos lægerne. Disse var i vid udstrækning ikke forberedt på opgaven, og mange ældre læger ønskede slet ikke at beskæftige sig med den slags. Derimod oprettede man i 1939 Mødrehjælpen, som da kunne hjælpe dem, der var faldet i ulykke! - 2. verdenskrig satte en stopper for andre forslag. F.eks. et om at gøre Mødrehjælpen til en offentlig institution. Forslaget var kommet fra en befolkningskommission, som havde været nedsat siden 1935. Der var bl.a. forslag om flere børneinstitutioner, ret til 16 ugers barselsorlov og forbud mod fyringer i forbindelse med graviditet og fødsel. Men ligesom seksualoplysningen i københavnske skoler først blev tilladt i 1946, måtte de nævnte forbedringer vente til tiden efter 2. verdenskrig.
Arbejdsløsheden havde resulteret i en afgang af kvindelige arbejdere. Ikke desto mindre kom der hurtigt gang i diskussionen om, hvad en kvinde bør foretage sig - og i særdeleshed, hvad hun ikke bør beskæftige sig med. Efter valget i 1947 fik således den nye regering en kvindelig minister uden portefølje, Fanny Jensen. Det blev hendes område at tage sig af de selverhvervende kvinders problemer. Alle danske regeringer siden denne har i øvrigt haft kvindelige ministre, om end der helt frem til valget i 1971 kun har siddet 15-20 kvinder i folketinget.
 

Et andet af de helt store efterkrigsproblemer var ligelønnen. I 1946 var tjenestemandsloven blevet ændret. Herefter kunne også gifte kvindelige tjenestemænd få udbetalt det fulde reguleringstillæg, hvis hjemmets økonomi helt eller overvejende var baseret på deres indtægt. Frem til 1954 blev loven dog administreret meget restriktivt, og forskelsbehandlingen medførte megen kritik. I 1958 blev loven da ændret, og ligelønnen herved indført blandt tjenestemænd.
Fagbevægelsen og især kvindernes fagforening kæmpede hårdt på dette punkt, men de mandlige LO-medlemmers solidaritet rakte ikke så langt. I 1961 f.eks. fik mandlige og kvindelige bankfunktionærer ligeløn, men stadig måtte Kvindeligt Arbejderforbund gang på gang kræve ligelønnen gjort til hovedkrav for LO. I 1971 lykkedes det, men alligevel anbefaledes en forligsløsning uden ligeløn. Kvindeligt Arbejderforbund stemte naturligvis imod, men pga. sammenkoblingsretten var det uden resultat! Først ved forhandlingerne i 1973 lykkedes det at få den igennem, og fra 1976 blev den formelle ligeløn fastslået ved lov.

For kvindebevægelsen i Danmark har de 20 år betydet meget. Fra slutningen af 60'erne skiftede mange kvinder, under indflydelse af ungdomsoprøret og begivenhederne i 1968, standpunkt. Man indså nødvendigheden af provokerende aktioner og en kvindepolitisk holdning. Fra 1970 bliver det, som senere skulle blive kendt som rødstrømperne, en ting der har pressens bevågenhed. Derigennem får rødstrømpebevægelsen sat spørgsmål ved en masse ting i den traditionelle kvinderolle. Fra at have været et københavnerfænomen bredte bevægelsen sig op gennem 70'erne. Først kom de store byer som Århus og Odense, og senere resten af landet. Kvindebevægelserne har nemlig den styrke, at de er decentraliserede og arbejder ude omkring i de såkaldte ”kvindegrupper”. Enkelte er endda gået så vidt, at de mener, en ny kvinderolle bedst findes igennem lesbisk kærlighed.
De tre hovedpunkter for den danske rødstrømpebevægelse har nok været ligeløn, fri abort og kampen imod EF. Den frie abort var et gammelt krav. Men som tidligere nævnt havde abortloven i 1937 ikke givet tilladelse til fri abort efter sociale indikationer. - Selvom der i 1956 var sket en begrænset liberalisering på dette punkt, var der stadig ikke tale om fri abort, et krav, der oftere og oftere lød i kvindeorganisationerne og i offentligheden. Årsagen var naturligvis det moralske etiske aspekt i at foretage en svangerskabsafbrydelse. Men økonomiske overvejelser i forbindelse med en fri abort og evt. gratis prævention spillede også ind. Den siddende VKR-regerings dobbeltmoral resulterede da i 1970 i en lov, der gav en ”halv fri abort”. Lovens ide var, at mødre med mindst 4 børn, og som var over 38 år, kunne få en svangerskabsafbrydelse uden særlig tilladelse. Denne lovs præg af tilfældighed gav stor utilfredshed og hjalp ikke de mange unge piger, der af sociale eller økonomiske årsager havde behov for en abort. Resultatet blev da også, at loven blev ændret i 1973. Det betød, at vi nu har fri abort, hvis indgrebet foretages inden udløbet af den 12. uge. Derefter gives der kun tilladelse efter et særligt sagkyndigt udvalgs indstilling. – Denne lov gav en kraftig stigning i abortantallet. Men hen imod slutningen af 1970'rne ser tallet ud til at have stabiliseret sig. Da tallet stadig er relativt højt(25.662 i 1977), og mange af kvinderne er unge, skulle man nok overveje, om ikke gratis prævention ville nedbringe antallet betydeligt…

Et andet af de resultater, 70'ernes kvindekamp har givet, er kvindecentrene. Disse er ofte først kommet i gang, når kvinderne selv har besat nogle forladte bygninger og derefter anvendt dem til kvindepolitiske aktiviteter. Dette er sket i København med Grevinde Danner-stiftelsen, der indrettes til ofre for hustruvold.
På internationalt plan har kvinderne også haft verdensopinionens opmærksomhed. Det, der nok har givet største afsmitning, er FN's kvindeår i 1975. Det centrerede sig om temaerne: Ligestilling, fred og udvikling. Kvindeårets betydning har været voldsomt diskuteret, og man kan nok med rette mene, at dets betydning snarere ligger hos den 3. verdens kvinder end blandt de danske. Ikke mindst fordi kvindeåret er blevet fulgt op af internationale kvindekonferencer. Således afholdtes der i juli 1980 2 store konferencer i København.

Det samfund vi har i dag, kalder man ofte for et blandingssamfund, idet de frie kræfters spil er blevet afgrænset af et socialt sikkerhedssystem. Med andre ord har det offentlige på en lang række områder prøvet at regulere samfundet. Men på det økonomiske område er det stadig et borgerligt samfund. Sammenligner vi Danmark med andre europæiske lande, er det bemærkelsesværdigt, så lidt den danske stat er gået ind i erhvervslivet. Den har praktisk talt ikke bevæget sig ud over de traditionelle serviceområder. Dette betyder naturligvis, at kvindernes stilling er helt afhængig af, hvordan erhvervslivet opfatter kvinder. Et langt stykke hen ad vejen er den danske kvindes liv styret, ikke af hende selv, men af erhvervslivets økonomiske interesser.

I disse år oplever vi en alvorlig økonomisk krise, der på en række punkter måske kan sammenstilles med 30'ernes krise. - I denne situation står vi ved en skillevej: Skal vi miste det, der blev vundet i 60'erne og 70'erne, eller skal vi fortsat tvinge kravene om lighed igennem? Det er vigtigt, at vi i den kommende periode husker Catos berømte ord: ” Til hvis nytte”, hver gang politikerne kommer med deres besparelsesforslag.
Det ville egentlig være på sin plads, at et velfærdssamfund tilbød sig med et økonomisk sikkerhedsnet til de kvinder, der uanset alder måtte vente et barn, og gerne bidrager til samfundet ad den vej. Som samfund vil det vel være lidt småligt, at unge kvinder skal have en abort på grund af økonomi, hvis hun med glæde fødte sit barn!

Kirken, det nye testamente og kvinden!

Det er set, hvordan kirken i skiftende perioder har støttet undertrykkelsen af kvinderne. Det må her være på sin plads at nævne, at kirken i denne sag ikke har støttet sig så meget på skriften og Jesu eksempler, som på samfundets eksisterende moral. Kirken, der altid overvejende har været overklassens, har derfor også tjent dennes interesser. Det bestående samfund skulle til enhver tid styrkes! Havde man set lidt mere på, hvorledes Jesus handlede, ville man have bemærket, at han ikke stod på det bestående samfunds side i sin holdning til kvinder. Dem behandlede han som mennesker, hvad der er stik imod sædvane. Dette kunne vi lære en del af !


Anvendt litteratur:
”Brikker til kvindens historie” m.m.

 

Til toppen

 

Grundtvig!

Nikolai Frederik Severin, dansk gejstlig digter og videnskabsmand (1783-1872). Fødtes i udby ved vordingborg, hvor hans fader, den stille fromme Johan Ottesen.

Grudtvig var sognepræst; som midt under rationalismen havde bevaret den gamle kristendom i et oprigtigt hjerte, og styrkes deri, af sin djærve og stærke hustru Chathrine Marie født bang.

N.F.S. var den yngste i børneflokken. Allerede før han blev født, havde hans mor sagt, at fik hun en dreng, skulle han holdes til bogen, ”om så hendes sidste trøje sprang”.De store brødre var hjemmefra, og Nicolai voksede op sammen med en lille søster i det stille præstehjem, hvor den store have og den vide udsigt fra kirkebakken over havet og det omliggende land ,-nærede hans drømmerige fantasivliv, medens moderen ”holdt ham til bogen” og oplod hans sind for historien.-Som voksen priste han med tak dette barneliv,ikke mindst ”aftensædet”, når han læste de gamle krøniker højt for sin moder, indtil den ”gamle fader” kom til og gav dem besked på, hvad de havde opsamlet af spørgsmål under læsningen.- Det var en stor overgang for ham, da han 9 år gammel blev sendt til Tyregod Præstegård, over ved Vejle ude ved hedens kant, hvor han skulle forberedes til Latinskolen, hos den ugifte sognepræst Laurids Feld, der havde været huslærer for hans brødre. Vel lærte han meget derover, og opholdet blandt de jyske bønder prægede ham dybt: Han bevarede mindet om dem, deres djærve tale med mange ordsprog, deres sejge udholdende arbejde og ders trohjertige salmesang, og den jyske natur gav ham et uforglemmeligt indtryk, ligesom han fik bud derover om hans gamle onkel : Biskop Balles kamp mod fritænkeriget i hovedstaden.- Men han gik alt for ensom og uforstået omkring. Værre blev det, da han 15år gammel kom til Århus Latinskole. Han boede hos en skomagerfamilie. Skolens åndløse og terpende undervisning slukkede enhver gnist af åndeligt stæben i ham,- og den modvægt han kunne have haft i et levende gudforhold, mistede han under skolens latinske andagter og den tvungne kirkegang i den iskolde Domkirke. En enkelt af lærerne mindes han med et glimt af taknemmelighed.- Ellers står de 2 år i latinskolen for ham, som en fortvivlede kamp af mørketid, og det er ud fra disse oplevelser, man må forstå hans senere kamp om sorteskolen.- Da han i 1800 blev student, var han uden ånd, og uden tro!

Og uden ånd, og uden tro gennemlevede han sin studentertid kejtet og folkesky. – i fattige og grove klæder gjorde han en løjerlig figur, så han fik lidt ud af omgangen med datidens begavede studenter, til hvis kreds, hans slægtskab med familien Bang ellers havde åbnet ham adgang, Og dog blev der i hans studentertiden nedlagt frø i hans sjæl, som senere skulle spire frem og bære frugt: Skærtorsdagskampen med Willemoes bedrift og Henrik Steffensen ildfulde forelæsninger bragte ham en anelse om den åndens verden, han siden fandt ind i:- I 1803 tog han teologisk embedseksamen. Han forlod universitetet som en død og kold klods, en åndløs og religiøs filister, om hvem der blot var det gode at sige, at han var et moralsk menneske,” en farisæer af den strengste sekt”.- Han opholdt sig en tid hos sin ældre broder, der var sognepræst på falster, og dels hos sine gamle forældre, der med sorg mærkede, hvor han var blevet fremmed for dem.- Men han skulle jo tjene sit brød, og tog i 1805 huslærerplads hos godsejer Steensen De Leth til Egelykke på Langeland, en af Danmarks aller yndigste egne. Her skete der et åndeligt gennembrud i hans sjæl. Han blev forelsket i husfuen på Egelykke (Fru Constance De Leth.) Denne forelskelse gennemrøstede hans sjæl, fordi han:”Farisæeren af den strengeste sekt”, måtte føle det som den dybeste ydmygelse og synd at elske en anden mands hustu. Af al sim magt kæmpede han imod,-her formåede han dog intet. Men den åndelige rystelse bragte også de dybere lag frem i ham frem: Han opdagede at han havde et hjerte med dybe længsler, der ikke kunne finde tilfredsstillelse i det filistøse dagligliv, han hidtil havde fundet sig til rette i.- Med iver kastede han sig over læsningen af Oehnslagers skrifter og de stor udlændinge som Steffensen havde prist: Bla. Shakespear, Ossian, Fichte, Schelling, Goethe og Schiller. De kaldte på alle hans længsler og gav næring til hans drømme… - Og han følte en dragning mod Gud, ja mente han havde fundet ham, hans øje så hvor det faldt, Gud overalt! – synligt og visets det dog fandt ham i bøgernes bog,- han troede, at han i denne trang til Gud, var blevet en kristen:- Men det var dog ikke til Gud han søgte for at finde trøst i sin sorg og hjælp mod sin synd! Han kastede sig derimod ud i et rastløst arbejde:- Skrev om mytologi, religion og liturgi og begyndte at digte.

1808 vendte han tilbage til København, hvor han fik bolig på Vallendorfs kollegium, og blev historielærer ved det Schouboeske Institut.- Han skrev i denne tid bla. Sit storslåede værk:”Optrin af kæmpelivets Undergang i Norden”, som i manges øjne stillede ham i klasse med Ohenschlæger, - med adgang til Ørstedernes kreds, levede han her nogle rige og stolte år:- Men med den knugende bevidsthed, at når de gamle skrifter ikke fængslede ham mere, og han havde sunget ud, så stod hans hjertes uløste nød tilbage og krævede en afgørelse! Afgørelsen kom før og anderledes, end havde ventet. I sommeren 1810 bad hans moder ham blive kappelan hos hans fader, da denne ellers måtte tage sin afsked efter 50 års præstevirksomhed…

Grundvig kunne ikke tænke sig st forlade det rige åndelige liv i hovedstaden og begrave sig som en fattig landsbypræst mellem bønder. Men for at glæde sine forældre/fader tog han eksamen i at prædike og fik ved denne lejlighed lov til at prædike for en ikke tænkt menighed, men en kristelig tale af akademisk art. Han talte da om det store alvorsspørgsmål:”Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus”? Denne tale var en historikers alvorlige anklage mod menighedens ledere, for at have brudt den historiske forbindelse med den gamle kristentro. Hans Censor gav ham, udmærkelse for den. Og Grundtvig lod den trykke for at glæde sin fader. Da den udkom, vakte den en storm af harme i det Københavnske præsteskab, der med stiftprovst H.G. Clausen i spidsen indgav en klage til kancelliet, som kun præsterne ved Vor Frelsers kirke nægtede at underskrive, da de ” ikke følte sig ramt.” Inden sagen blev afgjort, var den store omvæltning sket i Grundtvigs liv. Da han d. 9. oktober1810 sad i sin stue med A. Von Kotzebues ”Preussens historie” og læste, hvorledes denne i hån kaldte kristi kors ”det visne kors” slyngede han bogen fra sig ”sprang op som grebet af en mægtig ånd, der kaldte ham til reformatoe”.Det var den danske kirke, der skulle reformeres”med pen og blæk”. Under et stolt og stille sværmen forbereder han sig til en sådan gerning ved læsning af bibelen, Luthers skrifter og Kingos salmer. Dag og nat arbejder han. Midt under disse højtspændte syner og planer er det ”Barnesangen om de hellig 3 konger(Dejlig er den himmel blå)”,nynner sig frem hos ham som det første glimt af kristelig juleglæde, og som et forvarsel om hvad han skulle blive. Men en dag ind under jul brister det for ham. Han læste salme 50, og dens ord om, at den der hader tugtelse, ikke skal tage guds pagt i sin mund,ramte ham som et lyn, det rørte ved hans ømme punkt: Den synd, han ikke kunne overvinde og ikke ville slippe.”Er du selv en kristen? Har du selv dine synders forladelse? Sådan lød det til ham, der ville reformere andre. Fortvivlet søgte han trøst ved ny læsning.Da kom orderne fra 1.cor.13,”kærlighedens lovsang”,-og knuste det hårde og kolde i hans sind. Hans grublerier og fortvivlse drev ham til vanvidets grænse og ind over den. Hans venner vågede ved hans seng og måtte brydes med ham, når anfaldene kom. Tilsidst bragte Sibbern ham hjem til forældrene. I julestilheden derhjemme under forældrenes kærlige pleje og ikke mindst moderens forstående tale, fandt han ind under gudsfreden. Den drømmende historiker, der havde set kristendommens magt i samfundslivet og derfor troet sig en kristen, havde nu oplevet dens magt både til at såre og at læge i sit eget sind. Under disse forhold betød det kun lidt for ham, at han efter kgl. Resolution blev indkaldt for konsistorium og modtog en i øvrigt aldeles uretfærdig irettesættelse for udgivelsen af sin eksamensprædiken.

Han begærede nu kun at få, hvad han tidligere havde kastet vrag på, Stillingen som sin faders kappellan. Dette var imidlertid ikke så let at opnå, da faderens ansøgning om afsked var bleven bevilget, men ved biskop Balles indflydelse lykkes det at få afskedigelsen ophævet og sønnen udnævnt til kappellan. Den 29. maj 1811 blev han præsteviet i Trinitatis kirke, og da præsternes ”Amen” lød over ham, følte han fuld fred, og drog frimoddigt hjem til sin ”manddomsfærd”.

Grundvigs præstevirksomhed i årene 1811-25 kan betegnes som er arbejde i den alvorlige bibelkristendoms tegn, ”Bibelens ensomme kæmpe” har man kaldt ham i disse år”. Med tro til bibelordet kastede han sig ud i et nidkært arbejde i sognet, hvor både gudstjenesterne, sjæleplejen, konfirmandundervisningen og skolevæsenet blev præget af den brændende nyvakte liv i hans hjerte og hans kærlighed til bibelen og de gamle salmer. – Trodsig forladende sig på bibelens ord kastede han sig ind i den offentlige forhandling. 1812 udsendte han således sin ”verdenskrønike”, hvori han bedømte alle personer og forhold ud fra deres overensstemmelse eller uoverensstemmelse med den bibelske kristendom. Denne bog med de skarpe og ofte ubillige domme kostede ham Molbechs venskab og tilintetgjorde med et slag hans ansete stilling i den litterære verden. Ved landmødet i Roskilde 1812 vakte han betænkelighed ved den djærve måde, hvorpå han i sit Roskilde rim, som han oplæste for de halvsovende gejstlige, gik sin samtid på livet. Men digtet trøstede og frydede hans gamle fader, da han forknyt og lidende lå og ventede døden. Denne indtraf i januar 1813, og Grundtvig var nu tjenstledig. Han tog da bolig i København, hvor han jævnligt prædikede. Men 1814 oplæste han på lande modet sin afhandling om ”polemik og tolerance eller om tvist og tål, og da han her fremkom med, hvad biskoppen kaldte”bitre og beskæmmende udtalelser mod gejstligheden”, og derfor blev truet med , at i gentagelses tilfælde skulle hans foresatte nok vide at træffe midler, hvorved videre forargelse kunne forebygges, enhver prædikestol vil blive lukket for ham.- Under disse forhold tænkte Grundtvig på at søge til Norge, men under de alvorlige og tunge tider, som da brød ind over landet, tyktes det ham rigtigst at forsøge et arbejde for sit folk, så tungt det end var ham, lukkede han sig inde blandt bøgerne for at virke med sin pen. Det var i disse år, han fordanskede Saksos Danmarkshistorie og udarbejdede sin oversættelse af Bjovulfs Drapen. Disse år fik for Grundtvigs egen udvikling en gennemgribende betydning. Han lagde sig selv på sinde, at det ikke var for den akademiske, æstetiserende læsekreds, han skulle skrive, men for det store brede folk. Derfor måtte han omstøbe hele sit sprog, selvom det måske derved ville komme til at skure i forfinde øren, thi ”hvo folket vil træffe til gavns under ø, med folket må bjæffe, om ej det kan gø”.Hans barndomsminder kom ham her til hjælp: Hans gamle barnepige, den værkbrudne Malene fra Udby præstegård, blev nu hans sprogmesterinde og han fandt frem i sin erindring, hvordan de jyske bønder i Tyregod talte. Og hvad disse ikke kunne lære ham, det fandt han hos Peder Laale og Peder Syv. Hvor svært det har været for Grundtvig, kan man se deraf, at han sammen ligner det med at skulle dø og genopstå. Men denne bevægelse gik også langt dybere: Det var i virkeligheden hele den romantiske-filosofiske tyske påvirkning, han skulle ud for at lære at betragte mennesker og forhold i historiens lys med Danske øjne. Det er intet under, at disse indre kampår siden stod som svære for ham. Han følte sig så ensom.Han havde i 1811 forlovet sig med en præstedatter (Elisabeth Blicher), men kunne ikke sætte bo. Han Længtes efter at virke mellem levende mennesker. Helst ville han virke i København, fordi han forstod, at det var derinde, det store hovedslag mellem Rationalisme og gammel kristentro skulle slås. 1821 blev han imidlertid kaldet til sognepræst i Præstø af Frederik d.6. der så med venlighed på Grundtvig. Hans præstevirksomhed her blev kort, men han fik den lykke at berede sin moder et sidste hjem i den yndige egn. Hun hviler nu på Præstø kirkegård.

Allerede 1822 blev Grundtvig kaldet til hovedstaden som residerende kappellan ved Vor frelsers kirke på Kristianshavn. Han samlede her en stor vennekreds om sin prædikestol, men han syntes alligevel han ikke nåede i retning af at bekæmpe vantroen, og i det store Københavnske sogn var der så meget, som måtte pine ham og være ham til plage. Til tider kunne dog håbet bryde dejligt igennem, som da han 1824 digtede sit storslået digt ”Nyaarsmorgen”, der i dansk digtning indtager en første plads ved siden af Oehlenschlægers ”Alladdin”. I vidunderlige vers giver han i dunkle, men betagende billeder en udsigt over sin udvikling og sit fremtidshåb. Og unge dygtige mænd begyndte at stille sig ved hans side.Men bekymringen for det jævne lægfolk kom igen. Ovre på fyn forfulgte man de gudelige forsamlinger, og Grundtvig måtte frygte, at disse, somvar lægfolkets eneste tilflugt, let kunne føre sik sektvæsen.. – Han havde selv prøvet flere gange at skrive et forsvarsskrift for kristendommen til hjælp for mennesker, men han havde ikke kunne komme afsted dermed. Han måtte deri komme ind på en masse spørgsmål om de bibelske skrifters ægthed og rette forståelse, som det ikke var hvermands sag at følge og endnu mindre at afgøre. Under hans bøn og grublen lyser det med eet for ham, at ”vor fælles apostoliske trosbekendelse ved dåben er hele kristi menigheds vidnesbyrd om sin tro. Grundtvig haavde her fundet ind til den kristelige oplysning, som efterhånden i livets skole udviklede sig til hans ”kirkelige anskuelse”, Han adskiller her stærkt imellem de 2 spørgsmål: Hvad er den sande Kristendom? Og: Er kristendommen sandhed? Det første er et historisk spørgsmål, så sandt menigheden fra den første pinsedag har haft et budskab at bringe mennekse sjæle til frelse, og i hvilket den selv har mødt og modtaget sin frelse. Dette budskab er toens, håbets og kærlighedens ord: Dåbspagten, fadervor og nadverordene, i hvilke den levende frelser personlig træder hvert menneske i møde og taler til ham, og om hvilke ny testamente bærer vidnesbyrd. Det andet spørgsmål derimod et personligt spørgsmål. Om et menneske ville modtage kristendommen og leve på den, bliver hans hjertes personlige afgørelse. Og da disse ord indeslutter alt, hvad den levende frelser skænker sin menighed, må hver enkelt ”nyde som han nemmer”, under helligåndens vejledning og hjælp. Grundtvig har her fundet sit stade midt i den levende menighed og tillige et for det enfoldigste menneske forståeligt skelnemærke mellem sand kristendom og kristendomsforfalskning. Just som dette lys var begyndt at stråle frem for Grundtvig, udkom en bog af den unge teoloiske professor H.N.Clausen om katholicisme og prostestantismens lære ”Kirkeforfatning og Ritus”. Clausens bog betød utvivlsomt for ham selv en begyndende tilbagevenden til kirkelig kristendom. Men mod grundtvigs betragtning af den kristne kirke, der på Luthersk grund skulle være undergivet teologiens aggørelse af, hvad der er ret kristendom, måtte han nedlægge indsigelse, og han udsender i August 1825 ”Kirken Genmæle” mod Clausens forsøg på at stille den under ”eksegetisk pavedom”. Grundtvigs skrift var skrevet i voldsomme udtryk. Han erklærer at Clausen havde ”stillet sig i spidsen for alle gudsords forhånere”.Bogen vakte stor opsigt, men Grundtvigs forventning om, at den skulle indlede en forhandling blev skuffet. Clausen anlagde Injuriesøgsmål imod ham, og Mynster tog i en prædiken afstand fra ham, ja stemplede ham som en af kristi korsets fjender. Da Grundtvig i sit præsteløfte havde forplgtet sig til at bekæmpe” falske og fanatiske lærdomm”, selvom det skulle koste livet, påstod han sagen afvist. Men den gik sin gang, og 30.okt.1826 blev han dømt til en bøde, og sat under censur, hvilket varede til 1837. Allerede før dommen havde Grundtvig nedlagt sit præsteembede (maj 1826). Anledningen var, at man forbød afsyngelsen af de salmer han havde skrevet til den danske kirkes Tusindårsfest (pinse1826), men den dybere grund var, at man hindrede ham i at forkynde sandheden helt og fuldt, og at han i mange måder følte sig forpint af præstestillingen i det store hovedstadssogn.

1826-32 Var Grundtvig atter bundet til studer kammeret. Han udgav i disse år historiske værker og sin søndagsbog, en mærkelig og dyb prædikensamling. Og fortog med hjælp fra kongen rejser til England for at studere angelsachsiske håndskrifter. Disse års betydning for hans åndelige liv blev først og fremmest, at de hjalp ham til en dyb inlevelse i den livsoplysning, han havde modtaget, men dernæst åbnede Englandsopholdene hans øjne for, at det åndelige liv bedst trives i frihed, og at et lykkeligt og virksomt liv, bedst fremblomster, hvor mennekselig oplysning og borgerlig frihed går hånd i hånd. Heri ligger spiren til hans arbejde for kirkelig frihed og for den danske folkehøjskole. I resten af sit liv blev han en djærv talsmand for menighedsfrihed og præstefrihed. Sognebåndets løsning og præsternes løsning fra alterbogens bånd. – Den første del blev fulgt gennem lovene om sognebåndsløsning, valgmenigheder, kirkens brug, sognenes deltagelse i præstevalget og de evangelisk-lutherske frimenigheder, står ”præstefiheden tilbage idet denne dels af mange betragtes som en fuldkommen tøjlesløshed, dels af andre betragtes som noget dem ganske uvedkommende.

 

 

Til toppen